Danske Bank har tjent 5,5 mia. kr. på tre måneder
Danske Bank kom ud af årets første kvartal med indtægter for 12,6 mia. kr. og et overskud efter skat på 5,5 mia. kr.
Kunderne strømmer ind i Danske Bank, og især de norske og svenske kunder er blevet flere. Det har smittet positivt af på regnskabet for årets første kvartal, som Danmarks største bank netop har sendt på gaden.
Danske Bank havde i januar, februar og marts indtægter for 12,6 mia. kr., og det er en stigning på 10 pct. i forhold til samme periode i fjor. Overskuddet efter skat fik sig også et nøk op med 585 mio. kr. til 5,5 mia. kr.
Det er et markant større overskud, end analytikerne havde forventet. De ni analytikere, Ritzau havde spurgt på forhånd, havde et medianestimat på 4,6 mia. kr.
»Årets første tre måneder har været præget af høj kundeaktivitet på tværs af vores forretningsenheder, hvilket har resulteret i højere indtægter drevet af især øget aktivitet på de finansielle markeder og et øget udlån til vores kunder. Samtidig har økonomien i de nordiske lande generelt fået det bedre, hvilket påvirker vores resultat positivt. Nedskrivningerne er fortsat på et meget lavt niveau,« udtaler bankens adm. direktør, Thomas F. Borgen.
Mest iøjnefaldende er de øgede indtægter, der relaterer sig til handel på de finansielle markeder. Handelsindtægterne sneg sig op på 2,7 mia. kr., og det var en forøgelse på hele 69 pct., som ifølge Danske Bank skyldes den øgede geopolitiske uro.
Med 5,5 mia. kr. i pengeskabet er Danske Bank godt på vej mod sit mål for hele 2017. Men det gode resultat har ikke fået banken til at ændre på sine forventninger til året, der fortsat lyder på et overskud på mellem 17 og 19 mia. kr. I 2016 tjente Danske Bank 19,8 mia. kr. Hele overskuddet blev givet tilbage til aktionærerne.
| Mio. kr. | 1. kvt. 2017 | 1. kvt. 2016 |
|---|---|---|
| Nettorenteindtægter | 5.739 | 5.259 |
| Gebyrindtægter | 3.850 | 3.382 |
| Samlede indtægter | 12.649 | 11.469 |
| Samlede omkostninger | -5.724 | -5.310 |
| Resultat før skat | 7.140 | 6.271 |
| Resultat efter skat | 5.530 | 4.945 |

