Hvor bliver rentestigningerne af?

Usikkerheden på finansmarkederne er aftaget de seneste uger. Det burde have fået finansmarkedet til at drage et lettelsens suk med deraf følgende kursfald på statsobligationer, men det er i det store og hele udeblevet.

Verdensøkonomien er ellers i fin form, og selv om den amerikanske økonomi er kommet sløvt fra start i år, tvivler kun de færreste på, at væksten nok skal komme op i gear igen henover foråret. I Europa er den politiske risiko aftaget med Macrons valgsejr i Frankrig. I USA er usikkerheden om Trump reduceret ved, at det politiske system trods alt har vist sig at kunne levere resultater, eksempelvis budgetaftalen frem til næste finansår, omridset af en skattereform og vedtagelsen af en sundhedsplan i Repræsentanternes Hus.

Alligevel ligger obligationsrenterne i USA og Europa stort set på samme niveau, som de har svinget omkring de seneste måneder. Der kan være mange forklaringer på, at rentestigningerne er udeblevet. En mulig forklaring kan være, at markedsdeltagerne tvivler på styrken af verdensøkonomien.

Vi hælder mere til, at det er centralbankernes pengeregn over finansmarkederne, som fastlåser renterne på et lavt niveau. Der er simpelthen en masse likviditet, der svømmer rundt og jagter et afkast. Tag Tyskland som eksempel: En 2-årig statsobligation giver en rente på omkring -0,7 pct. Hvorfor skulle investor være villig til at betale 0,7 pct. for at få lov til at købe en 2-årig fordring, når han kan nøjes med et rundt nul i rente ved at gå ud på en 8-årig fordring? Eller sagt med andre ord: Den centralbankskabte pengeregn holder de lange renter kunstigt lave ved at presse investorerne ud i lange obligationer.

Er det sundt? Svaret er mest nej. Det øger risikoen for, at der opstår prisbobler andre steder, når de lange obligationsrenter holdes kunstigt lave på et tidspunkt, hvor økonomien har det godt. Prisbobler har det med først at kunne ses, når de er sprunget. Men boligpriserne er et område, der kunne give anledning til bekymring for at være på vej mod en ny boble. I USA stiger boligpriserne med omkring 6 pct. pr. år, og i Tyskland er prisstigningstakten oppe på 7 pct. I begge tilfælde er det langt over den almindelige inflation i økonomien. Udover risikoen for en boble der kan briste - med deraf følgende langvarige konsekvenser for samfundsøkonomien – er der også store fordelingspolitiske problemer. Eksisterende boligejere bliver rigere på bekostning af dem, der bor til leje, og dem, der er på vej ind på ejerboligmarkedet.

Af disse – og andre – grunde forventer vi, at den historisk lempelige pengepolitik står for fald. USA’s centralbank er begyndt, og vi forventer at ECB snart følger trop.