Investor

Sælger tøj i bar overkrop: Nu er Abercrombie til rotterne og vil sælge sig selv

Tøjkæden har hyret en investeringsbank, som skal tage sig af en salgsproces.

Abercrombie & Fitch har en butik på Købmagergade i København. Foto:BIDSTRUP STINE

Den amerikanske tøjkæde Abercrombie & Fitch (A&F) er på spanden, og derfor har firmaet ifølge Reuters hyret en investeringsbank til at sælge sig selv.

Firmaets tøj med store logoer og print var et hit i USA i 90'erne og kom sent til Danmark men skabte trods alt en del opmærksomhed, da det skete.

A&F åbnede en butik på Købmagergade i København i 2010 (den findes stadig), hvor mandlige ekspedienter i bar overkrop gav de besøgende end noget anderledes oplevelse, end de var vant til.

Det har dog ikke været nok til at stoppe nedturen, for indtjeningen er styrtdykket, og det er noget rigtig møg i detailbrancen, hvor de færreste kæder finder frem til fordums styrke og popularitet, efter at folk har mistet interessen.

Abercrombies indtjening er faldet fra 72,2 til 15,2 mio. dollar alene i løbet af det sidste år, og med knap 900 butikker globalt er selskabet faretruende tæt på at give underskud.

Nedturen har kostet aktionærerne dyrt, men onsdag får de en smule af det tabte igen, da den stiger 15 pct. oven på historien om, at firmaet har hyret Perella Weinberg Partners.

Investeringsbanken skal tage sig af den interesse, konkurrenter i detailbrancen angiveligt har vist for tøjkæden, der har mistet megen af sin popularitet blandt især unge.

Hverken A&F eller Perella Weinberg Partners har villet kommentere historien over for Reuters.

Læs også
Top job