Fortsæt til indhold

Selvsikker Mærsk-ledelse sender aktien i vejret

A.P. Møller-Mærsks adm. direktør Søren Skou erkender, at Mærsks 1. kvartal var både skidt og kanel med såvel tre lavpunkter som tre højdepunkter. Men han forsikrer, at troen på 2017 er intakt, og det gør investorerne fornøjede.

Investor

Investorerne er glade og sender aktien hos Danmarks største virksomhedsgruppe A.P. Møller -Maersk A/S næsten 5 pct. i vejret trods et regnskab, der ifølge Mærsk selv skuffer på flere punkter. Men en selvsikker optræden på formiddagens telekonference og gentagne forsikringer fra Mærsk-ledelsen om, at de udmeldte mål for 2017 nok skal nås, har sendt Mærsk-aktien på lidt af en udflugt.

På investortelekonferencen lagde adm. direktør Søren Skou ellers ikke skjul på, at der var højde- såvel som lavpunkter. Den generelle indtjening med et afkast på 3,5 pct. er for lav, containerrederiet Maersk Line har underskud trods et forbedret containermarked, og udsigterne i boredivisionen Maersk Drilling er tæt på elendige - og det udgjorde lavpunkterne, men dem hæftede investorerne sig tilsyneladende ikke ved.

De lyttede mere, da Søren Skou også gjorde en dyd ud af at fremhæve de tre højdepunkter. Med tanke på skuffelsen i Maersk Line er det tankevækkende, at det første højdepunkt faktisk skal findes i containermarkedet, der generelt er gået på en lang række parametre, og for første gang længe overstiger væksten i efterspørgslen væksten i udbuddet af skibe og containere.

Netop det faktum er med til at fastholde Mærsk-ledelsens tro på, at Maersk Lines resultater i 2017 nok skal være 1 mia. kr. bedre end 2016, som man lovede i forbindelse med årsregnskabet, og den tiltro er formentlig hovedforklaringen på dagens aktiemarkeds tillid til Mærsk-aktien.

»Det andet højdepunkt er, at vi gør gode fremskridt med vores strategiske agenda. Omsætningen vokser igen, og vi er ret glade for, at vi følger planerne om at blive en vækstvirksomhed igen. Transport & Logistik-divisionen vokser med over 10 pct., og Maersk Oil vokser også. Det er også værd at fremhæve turnaround i Maersk Container Industry, vores lille, men vigtige containerproducent,« lød det fra Søren Skou, der også havde nyt om den digitale dagsorden, der også er en del af den igangværende omvæltning af Mærsk.

Mærsk har nemlig indgået partnerskaber med softwaregiganterne IBM og Microsoft, der skal munde ud i, at Mærsk får bygget en it-platform i verdensklasse.

Det sidste højdepunkt var ikke til at komme uden om: Maersk Oil. Mærsks olieselskabs indtjening springer i den grad i øjnene med et resultat på 328 mio. dollars.

»Det skyldes den høje oliepris, men ikke kun. Omkostningerne blev også reduceret med 31 pct.,« fortalte Søren Skou.

Den reduktion er vel at mærke eksklusiv udgifter til efterforskning.

Artiklens emner
A.P. Møller - Mærsk
Maersk Line