Fortsæt til indhold

Efter skandale og store kursfald: Milliarder er strømmet ind i samba-aktier

Det brasilianske aktiemarked styrtdykkede efter korruptionsanklager mod landets præsident, men efterfølgende er pengene strømmet ind i det sydamerikanske lands aktiemarked.

Investor

Sælg, sælg, sælg. Køb, køb, køb.

Sådan kan reaktionen på korruptionsanklagerne mod Brasiliens præsident Michel Temer opsummeres. Den 17. maj sendte investorerne på det brasilianske aktiemarked det ledende Bovespa-indeks ned med ca. 10 pct., da de søgte mod udgangen. Men efterfølgende har flere investorer lavet en vending på 180 grader. Investorerne har nemlig set det store fald som en købsmuligheder, og de har derfor sendt store summer i retning af aktiefonde, som investorer i brasilianske aktier.

Ifølge Financial Times har investorerne i ugen op til den 24. maj placeret 750 mio. dollars, hvilket svarer til ca. 5 mia. kr., i fonde, der er eksponeret mod brasilianske aktier. Det er det største inflow i fonde med brasilianske aktier siden 2012.

Det store fald på aktiemarkedet blev ledsaget af lignende fald på det brasilianske obligationsmarked, ligesom den brasilianske valuta fik store klø. Faldet er blevet koblet til det faktum, at anklagerne mod Michel Temer kan få indflydelse på de reformer, som var undervejs i Brasilien. Blandt andet en reform af pensionssystemet, der står til at tage en større og større luns af de offentlige budgetter.

Herhjemme mener både Nordea og Danske Bank, at private investorer skal have mere fokus på emerging markets. I Danske Bank mener man dog ikke, at de private skal sende penge i retning af det brasilianske aktiemarked.

Den holdning er det dog langt fra alle, der deler.

»Vores forvaltere inden for emerging markets ser det (faldet på aktiemarkedet, red.) som en god mulighed for at komme ind i Brasilien, da de mener, at den politiske situation er støj, der overskygger den grundlæggende bedring som, de tror, kommer,« siger Brian Jacobsen, der er emerging markets-strateg i amerikanske Wells Fargo Fund Management.

Artiklens emner
Michel Temer