Fortsæt til indhold

Først forsvandt finansdirektøren - nu kan skandaleramt selskab ikke finde 2 mia. kr.

Aktiekursen i Huishan Dairy er kollapset, og finansdirektøren er forsvundet. Nu viser det sig, at der mangler over 2 mia. kr. i selskabets slunkne kasse.

Stifter, adm. direktør og formand Yan Kai i midten omringet af direktører i Huishan Dairy. Foto: AP
Investor

Problemerne tårner sig op for det store kinesiske mejeri Huishan Dairy, der er ved at gå i opløsning. Først forsvandt selskabets finansdirektør, og efterfølgende styrtdykkede selskabets aktiekurs med mere end 90 pct. på én enkelt dag, efter at det kom frem, at selskabet ikke kunne afdrage på sin gæld.

Efter det store fald på børsen i Hongkong har handlen med selskabets aktie været suspenderet, og mandag kom der så en ny meddelelse fra selskabet, som næppe fører til, at handlen med aktien bliver genoptaget lige foreløbigt. Huishan Dairy kan nemlig ikke finde en stor portion af selskabets penge.

Ifølge selskabet burde det have 2,8 mia. kr. liggende på kistebunden, men ifølge bankerne ligger Huishan Dairy kun inde med 457 mio. kr. Med andre ord er 2,4 mia. kr. af selskabets penge altså forsvundet. Det skriver CNN.

Huishan Dairy oplyser i meddelelsen, at selskabet forsøger at få styr på den store afvigelse, men at det har haft meget svært ved at lave regnskaber, da flere nøglepersoner har forladt selskabet.

Én af de personer, som ikke længere er i selskabet, er finansdirektøren Ge Kun, der forsvandt tilbage i marts. Huishan Dairys stifter, direktør og bestyrelsesformand Yang Kai har oplyst, at han modtog et brev fra Ge Kun.

I dette brev pegede hun på, at hendes arbejdsrelaterede stress havde påvirket hendes helbred, og at hun ikke ville kontaktes. Ud over Ge Kun har 9 af 10 bestyrelsesmedlemmer i selskabet forladt deres poster.

Huishan Dairy oplyser, at det vil hyre en revisor til at undersøge selskabets problematiske finanser. Derudover arbejder selskabet på en plan med sine kreditorer, der skal føre til en restrukturering af selskabets gæld.

Kollapset i Huishan Dairy kommer ca. tre måneder efter, at researchselskabet Muddy Waters angreb mejeriet i en længere rapport. Yang Kai er bl.a. blevet beskyldt for at have gelejdet aktiver for 150 mio. kr. fra den kriseramte virksomhed over i egen lomme.

Artiklens emner
Huishan Dairy