Aktiemarkeder på toppen - og hvad så?
Det giver altid et lille smil på læben, når der bliver meldt dommedag ud, fordi aktiemarkederne rammer historiske niveauer. For hvad der går op, må vel også gå ned igen?
Ikke nødvendigvis er svaret - og hvorfor så det?
Af fare for at lyde som en statistiklærer er aktieindeks' eksponentielle funktioner et ret fedt fænomen for langsigtede investorer. Det betyder nemlig, at aktieindeks forventes at stige i pris over tid - og af samme årsag vil være tæt på "historiske niveauer" det meste af tiden.
Men hvorfor så det?
En af årsagerne er, at verdens bruttonationalprodukt stiger med ca. 5 pct. om året (3 pct. inflationsjusteret) - altså at vi forbruger og producerer mere år efter år - og at den gennemsnitlige virksomhed vil kunne øge sin indtjening tilsvarende. Indtjeningsvækst og en "risikopræmie" betyder, at aktier på langt sigt forventes at give et afkast på ca. 7-8 pct. om året.
Det er ret smart, men også forskelligt fra andre investeringer. Et eksempel er råvarer, som ikke nødvendigvis stiger i pris over tid, specielt ikke hvis man tager højde for inflation, og derfor er en langsigtet råvareinvestering ikke nødvendigvis lige så attraktiv som aktier.
Men hvad nu med de aktier - kommer der ikke en aktiemarkedskorrektion på et tidspunkt? Jo, helt sikkert. Og det er lang tid siden vi sidst har haft en ordentlig dukkert, men for at vende tilbage til virksomhedsindtjeningen, ser vi nu nogle trends som er ret positive, og som betyder at en dukkert på markederne mest sandsynligt vil være en købsmulighed.
For første gang siden 2010 stiger indtjeningen solidt på et global basis og ligner mere et "normalt" aktieopsving, hvor virksomhederne har det godt og kan blive ved med at have det godt en periode endnu.
Derfor tror vi, at aktierne kan ende året en tak højere end dagens niveauer, og vi hælder til Europa som vores favoritmarked, og til billigt værdisatte sektorer - såkaldt "value" aktier - som findes indenfor finans og energi.
Som altid, held og lykke med investeringerne.


