Fortsæt til indhold

Superinvestoren Bill Gross advarer: Folk køber dyrt og krydser fingre

Risikoen på markedet er ikke set højere siden før finanskrisen, advarer Bill Gross.

Investor

Det var alt andet end et opløftende syn på markedet, den amerikanske superinvestor Bill Gross delte, da han onsdag deltog i Bloombergs investortopmøde i New York. Bl.a. sagde han, at risikoen på det amerikanske marked er på sit højeste niveau siden før finanskrisens udbrud.

Investorerne betaler nemlig alt for meget, for den risiko de tager på sig, mener han.

»I stedet for at købe billigt og sælge dyrt, køber investorerne dyrt og krydser fingre,« sagde den 73-årige Bill Gross, der forvalter 2 mia. dollars i obligationsfonden Janus Henderson Global Unconstrained Bond Fund.

I USA's investorkredse går Bill Gross under navnet obligationskongen, og han var med til at stifte Pimco, verdens største kapitalforvalter inden for obligationer.

På trods af risikoen føler han sig nødsaget til at være investeret i markedet. Og det er bl.a. centralbankens skyld, mener han. Centralbankens lave eller negative renter driver nemlig priserne på investeringsaktiver i vejret, selv om det kun skaber en smule reel vækst i økonomien.

»Penge bliver pumpet ud i systemet, og penge, der giver et afkast på mindre end ingenting, søger en havn; ikke kun i obligationer, der giver lavere afkast end normalt, men også i aktier, der er for dyre,« lød det fra Bill Gross.

De amerikanske aktier bliver i øjeblikket handlet til historisk høje kurser, og investorerne betaler væsentligt mere for at få del i virksomhedernes indtjening, end de gjorde for få år tilbage. Ifølge data fra multpl.com bliver det amerikanske aktieindeks S&P 500 handlet til en P/E på 25,7. Det betyder, at investorerne betaler 25,7 dollars for en aktie for hver dollar, de 500 virksomheder har tjent i gennemsnit de seneste 12 måneder.

P/E siger altså noget om, hvor dyrt eller billigt aktierne er prisfastsat, og hvor store forventninger investorerne har til indtjeningen i fremtiden. For fem år siden blev S&P 500 handlet til en P/E på 15,5 dollars.

Artiklens emner
Pimco
Janus Capital