Fortsæt til indhold

Danskeres millioninvestering i Renonorden skrumper 28 pct. fra morgenstunden

Renovationsselskabet RenoNorden er kommet med (endnu) en nedjustering, der får investeringsøkonom til at sætte spørgsmålstegn ved selskabets fremtid.

Investor

Det norske renovationsselskab Renonorden, som danskere har investeret millioner i, bliver torsdag formiddag ramt af et nyt, alvorligt kursstød.

I aftes nedjusterede Renonorden for tredje gang på kort tid, og det har fra børsens åbning savet en fjerdedel af kursen og dermed markedsværdien. Værdien er nu skrumpet over 97 pct. det seneste år, og ifølge investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet ser det rigtig skidt ud for selskabet.

»Det synes at være game over for Renonorden. Selskabet bryder gældskravene - igen - og skal have tilført nye penge. Samtidig meddeler selskabet, at der bliver tale om en betydelig nedskrivning af goodwill. Skeletterne vælter hurtigere ud af skabene, end skraldespandene kan tømmes. Det tegner til at blive en umulig opgave at finde ny aktiekapital,« lyder det fra Per Hansen i en kommentar.

Nedturen har haft store konsekvenser for mange danskere. Danske Bank var med til at hjælpe Renonorden på børsen i 2014, og mange af bankens kunder er eller har været aktionærer i selskabet.

Samtidig har mange private investorer købt aktier gennem Nordnet. Ved indgangen af juni havde 412 af Nordnets danske kunder 1,2 mio. Renonorden-aktier i porteføljen. I dag er aktierne 3,5 mio. kr. værd - ved årsskiftet var samme aktier 27,7 mio. kr. værd.

Renonorden meddelte tidligere, at selskabets EBIT-margin i de kommende kvartaler vil ligge under niveauet for 2016. Dog ikke med mere end 4 pct.point. Men nu venter Renonorden, at EBIT-marginen for andet og tredje kvartal vil afvige med mere end 4 pct.point. sammenlignet med samme periode i 2016.

Selskabet oplyser derudover, at det vil bryde en grænse for, hvor stor gælden i selskabet må være, med mindre selskabet får indgået aftaler med bankerne.

»I et forsøg på at finde en løsning på den udfordrende økonomiskes situation har Renonorden indledt diskussioner med sine långivere, og selskabet vil også invitere visse norske kunder til diskussioner,« skriver selskabet i fondsbørsmeddelelsen.

Renonorden henter bl.a. husholdningsaffald i 35 danske kommuner.

Artiklens emner
RenoNorden
Danske Bank