Asiens Warren Buffett er god for 200 mia. kr. - nu planlægger han at gå på pension
En af verdens rigeste personer vil give ansvaret for familiedynastiet CK Hutchinson videre til sin søn.
Hvornår ville du gå på pension, hvis din formue havde rundet 200 mia. kr.?
En af verdens rigeste personer, kinesiske Li Ka-shing, planlægger ifølge Wall Street Journals kilder at træde tilbage som bestyrelsesformand for det globale konglomerat CK Hutchinson, når han næste år fylder rundt. I juli 2018 bliver Li Ka-shing nemlig 90 år.
Li Ka-shing - der ofte går under betegnelsen "Asiens Warren Buffett" for sine ekstraordinære evner udi investering - er ifølge Bloombergs opgørelse verden 22. rigeste mand med en formue på 216 mia. kr. Det gør ham til Asien næstrigeste - kun overgået af Jack Ma fra Alibaba.
Med CK Hutchinson står Li Ka-shing bl.a. bag teleselskabet "3" og den gigantiske havneterminal Hutchison Ports Holdings Trust - konkurrent til Mærsk-ejede APM Terminals - og den dag i dag ejer den aldrende rigmand knap en fjerdedel af selskabets aktier.
Wall Street Journal har ikke kunnet få pensionshistorien officielt bekræftet, men mediets kilder fortæller, at inderkredsen omkring Li Ka-shing allerede er blevet orienteret om formandens tilbagetrækningsplaner.
En talsperson sagde følgende:
»Mr. Li har fra tid til anden talt om sin pension og sin tillid til Victor (Victor Li, Li Ka-shings søn, red.) i forhold til at lede virksomheden. Mr. Li er ved rigtig godt helbred, og han vil komme med en officiel meddelelse, når han beslutter sig for at lade sig pensionere.«
Sønnen Victor Li Tzar-kuoi (52) er som næstformand og topchef i CK Hutchinson allerede kørt i stilling til at skulle drive familiedynastiet videre.
CK Hutchinson blev dannet i 2015 som en fusion mellem Cheung Kong Holdings, som Li Ka-shing stiftede i 1950'erne, og Hutchinson Whampoa, som stammer helt tilbage fra 1863, men som blev opslugt af Li Ka-shings virskomhed.
Konglomeratet opererer bl.a. inden for telekommunikation, infrastruktur og detailhandel med hovedkontor i Hongkong. Li Ka-shing agter angiveligt at beholde sit kontor på 70. etage i Hongkong downtown.
Selskabet har været børsnoteret i Hongkong siden 1986. I perioden er en investering i selskabets aktier blevet 20-doblet i værdi.



