Fortsæt til indhold

Italien får lov til at afvikle kriseramte banker

Kriseramte banker får statsstøtte på tocifret milliardbeløb af den italienske regering.

Investor
/ritzau/FINANS

Den italienske regering har fået godkendt statsstøtte til de to kriseramte banker, Banca Popolare di Vicenza og Veneto Banca af EU-Kommissionen. Samtidig skal de sunde dele af bankerne sælges til Intesa Sanpaolo.

Redningskransen, der bliver kastet til de to krisetruede banker, er en kapitalindsprøjtning på 4,8 mia. euro svarende til små 30 mia. kr. samt en statsgaranti 12 mia. euro.

- Italien mener, at det er nødvendigt at give statsstøtte for at undgå en økonomisk ubalance i Veneto-regionen, siger Margrethe Vestager, konkurrencekommissær, i en pressemeddelelse.

- Kommissionens beslutning giver Italien lov til at træffe foranstaltninger til at lette afviklingen af de to banker ved at støtte et salg og en integration af nogle af bankernes aktiviteter samt overflytning af bankens ansatte til Intesa Sanpaolo, siger hun.

Den italienske regering har i flere måneder forsøgt at redde de to banker, men bestræbelserne gik på grund i fredags.

Banca Popolare di Vicenza og Veneto Banca er to mindre italienske banker, der begge ligger i Veneto-regionen.

Redningskransen blæser bankerne i positivt terræn mandag morgen. I Stoxx 600 stiger sektoren med 0,9 pct. - og Intesa Sanpaolo er den bankaktie, der stiger mest med 3,5 pct. Og på pladserne lige under ligger en række italienske banker, der vejrer morgenluft efter godkendelsen.

Banco BPM, der er en fusion af Banco Popolare og Banca Popolare di Milano, ligger som nummer to med et plus på 2,5 pct.

Artiklens emner
Intesa Sanpaolo