Egetæpper sætter salgsrekord
Den verdensomspændende tæppeproducent Egetæpper har landet sit bedste resultat før skat siden finanskrisen.
Tæppeproducenten Egetæpper har rundet en historisk milepæl. For første gang nogensinde har den Herning-baserede virksomhed nemlig leveret en omsætning på 1 mia. kr. på et enkelt regnskabsår.
Egetæpper har netop aflagt regnskab for 2016/17, og her kunne man fremvise en stigning i omsætningen på 6 pct. og en lige så stor stigning i driftsindtjeningen (ebit), der endte på 74 mio. kr.
På bundlinjen var der 41,7 mio. kr. tilbage, hvilket var en lille tilbagegang i forhold til året før.
Selskabets aktionærer kan se frem til at få 40 pct. af overskuddet udbetalt i form af udbytte, svarende til 6,5 kr. pr. aktie.
Resultatet før skat var i øvrigt det bedste siden finanskrisen, men næste år skal det være endnu bedre, slår ledelsen fast. Omsætningen skal hæves med mindst 134 mio. kr. og gerne mere end 200 mio. kr. Samtidig vil man bevare sin ebit-margin på over 7 pct.
Egetæpper er blandt Europas førende producenter af tæppebelægninger, der bliver produceret på fire fabrikker i Danmark, én i Tyskland og én i Litauen. Eksporten udgør 82 pct. af forretningen, og Egetæpper har salgskontorer i både Frankrig, Tyskland, Norge, Sverige, England, Kina, Singapore, Dubai og USA.
87 pct. af Egetæppers omsætning kommer fra salget af erhvervstæpper, mens den resterende del stammer fra tæpper til boliger.