Fortsæt til indhold

Nets stiger voldsomt på børsen

Aktiekursen i Nets stiger med mere end 10 pct., efter at det er kommet frem, at udenlandske kapitalfonde er interesserede i betalingsgiganten.

Foto: Jens Dresling
Investor

Investorerne har taget godt imod nyheden om, at udenlandske kapitalfonde er interesserede i at købe Nets, der bl.a. står bag Dankortet. Det kan ses i aktiekursen i betalingsgiganten Nets, der efter 30 minutters handel på børsen er steget med ca. 11 pct.

Nyheden om, at der var bejlere til Nets, kom frem i weekenden i det amerikanske medie Bloomberg. Det blev efterfølgende bekræftet af Nets selv i en fondsbørsmeddelelse.

»Nets noterer spekulationer i medierne om, at Nets har tiltrukket sig interesse fra potentielle købere. Nets kan bekræfte, at selskabet er blevet kontaktet og overvejer sine muligheder. Det er dog på et meget tidligt stadie, og der kan ikke siges noget med sikkerhed om udfaldet,« lød det fra Nets.

Ifølge Bloomberg er kapitalfonden Helman & Friedmann blandt de interesserede investorer.

Nets var i flere år ejet af kapitalfonde, men sidste år valgte ejerkredsen, der bl.a. tæller de amerikanske kapitalfonde Bain Capital og Advent International at børsnotere selskabet.

Børsnoteringen blev dog langt fra en succes for de nye investorer. Nets-aktien blev noteret til en udbudskurs på 150 kr., men den faldt efterfølgende, og kursen var en overgang nede omkring 106 kr. pr. aktie.

Med dagens stigning er aktien dog kravlet tættere på udbudskursen. Aktien bliver kl. 9.30 handlet til 143,6 kr. pr. aktie.

Artiklens emner
Nets