Bedste halvår i C20 Caps historie: Disse aktier har haft seks vilde måneder
Flere aktier har haft det bedste halvår nogensinde i det ledende danske aktieindeks' levetid.
2017 har indtil nu været et godt år for aktieinvestorerne i Danmark. Kurserne er steget markant, og for nogle aktier har udviklingen været så vild, at de første seks måneder af i år skriver sig ind i historiebøgerne.
Det viser en gennemgang af udviklingen i første halvår i C20 Cap-indeksets levetid, som Finans har foretaget. C20 Cap-indekset har eksisteret siden 2011, og der er tal for det første halvår siden 2012. Gennemgangen viser, at seks aktier har haft det bedste halvår nogensinde i C20 Cap-indeksets levetid.
Hvis man tager aktierne i alfabetisk rækkefølge, er A-aktien i A.P. Møller-Mærsk den første på listen. Aktien er steget med 16,5 pct. i de første seks måneder af i år. Det er det bedste første halvår for aktien i den tid C20 Cap-indekset har eksisteret. Kun i 2014 var aktien i nærheden af at have klaret sig lige så godt, som tilfældet har været i år. Dengang steg aktien med 14,6 pct. i løbet af de første seks måneder af året.
Nummer to på listen er B-aktien A.P. Møller-Mærsk, der de første seks måneder af i år er steget med 16,1 pct. Ikke overraskende skal man også tilbage til 2014 for at finde det næstbedste første halvår i den tid C20 Cap-indekset har eksisteret. Her steg aktien med 15 pct. i løbet af årets første seks måneder.
Den næste aktie på listen er Chr. Hansen. Aktien er buldret op i år, og det har resulteret i en stigning på 21,1 pct. i løbet af årets første seks måneder. Det er det bedste første halvår for aktien i den tid C20 Cap-indekset har eksisteret, og man skal helt tilbage til 2012 for at finde det næstbedste første halvår. Her steg aktien med 20,7 pct.
DSV har også fundet vej til listen, efter at aktien er steget med hele 27,3 pct. i løbet af de første seks måneder af 2017. Intet andet første halvår kommer i nærheden af sådan en stigning. Det næstbedste første halvår lyder således på en stigning på 15,2 pct., og det fandt sted i 2015.
Højdespringeren på listen er FLSmidth, der har haft et forrygende første halvår på børsen. Aktiekursen er braget op med 40,4 pct., hvilket er det klart bedste første halvår i den tid, C20 Cap-indekset har eksisteret. Det næstbedste første halvår var i 2015, hvor aktiekursen steg med 18,3 pct.
Den sidste aktie på listen er Lundbeck. Tilbage i 2013 steg aktien i løbet af årets første seks måneder med 23,3 pct., hvilket var det bedste første halvår frem til i år. De første seks måneder af 2017 er Lundbeck-aktien nemlig steget med 27,2 pct.
Ser man på selve C20 Cap-indekset er de første seks måneder af i år et godt stykke fra at have skrevet sig ind i historiebøgerne. Indekset er steget med 12,4 pct. fra nytår og frem til udgangen af juni, og det er flere pct.point. fra rekorden, som blev sat i 2015, hvor indekset steg med 21,5 pct. i løbet af årets første seks måneder.
Med til historien om udviklingen i C20 Cap-indekset i år hører, at langt de fleste aktier er steget mere end 12,4 pct. siden nytår. Sværvægteren Novo Nordisk har dog klaret sig dårligere en selve indekset, og derudover har Pandora, som er faldet med mere end 30 pct., også trukket ned.


