PFA nupper førsteplads for populær opsparingsform
Pensionsselskabets PFA's investeringsforening har indtaget førstepladsen på listen over den bedste investeringsforening i Danmark.
PFA Pension har vippet konkurrenterne af pinden i kampen om at have landets bedst ratede investeringsforening. I den seneste opgørelse fra det uafhængige analyse- og ratingbureau Morningstar indtager landets største pensionsselskabs investeringsforening PFA Invest således en førsteplads.
Det er første gang i PFA Invests historie, at investeringsforeningen indtager en førsteplads på Morningstars liste over de bedste danske investeringsforeninger for både private og erhvervskunder. PFA's investeringsforening har eksisteret siden 2012, og førstepladsen kom i hus med en karakter på 4,5, hvor 5 er den højeste karakter.
»Det er et resultat, som vores kunder kan være meget tilfredse med, og det skyldes bl.a., at vores afdelinger Globale Aktier og Kreditobligationer igen har fået 5 stjerner, og altså ligger blandt de bedste 10 pct. i netop deres kategori. PFA har en ambition om at være den foretrukne opsparingspartner for flere danskere, og det håber jeg, at det fine resultat her kan bidrage til,« siger Peter Ott.
Peter Ott er direktør i PFA Bank, der står for at rådgive om og markedsføre de enkelte fonde i investeringsforeningen. Ifølge PFA har en stor andel af europæiske aktier og investeringer i teknologiaktier givet medvind på afkastfronten i Morningstars seneste opgørelse, der blev offentliggjort i juni.
På Morningstars liste over ratede investeringsforeninger i Danmark finder man 22 investeringsforeninger. Andenpladsen bliver indtaget af Nykredit Invest med karakteren 4,19, mens Absalon Invest har sat sig på tredjepladsen med en rating på 4,14.
Investeringsforeninger er en yderst populær opsparingsform i Danmark. I alt har 832.000 danskere placeret penge i én eller flere investeringsforeninger, og danskernes samlede formue i investeringsforeninger overstiger nu 850 mia. kr., og beløbet er steget med mere end 200 mia. kr. de seneste fire år.



