Verdens vigtigste rente blev centrum for kæmpe skandale - nu mister den livet
Den såkaldte Libor-rente, der påvirker værdipapirer for mange mia. kr., bliver afskaffet i 2021.
Den er blevet kaldet verdens vigtigste referencerente, den har været centrum for en kæmpe skandale, men snart er den fortid. Der er tale om den såkaldte London Interbank Offered Rate (Libor), som påvirker finansielle produkter for svimlende 350 billioner dollars. Det svarer til 2.235 millioner milliarder kr.
I et forsøg fra myndighedernes side på at finde et mere pålideligt alternativ til den skandaleramte rente bliver Libor-renten nemlig udfaset mod slutningen af 2021. Andrew Bailey, der står i spidsen for Financial Conduct Authority, som er en britisk pendant til Finanstilsynet, mener ikke, at renten er levedygtig, da den ikke bygger på et tilpas stort antal reelle transaktioner. Det skriver Bloomberg.
»Vi tror ikke, at vi kan nå i mål med hensyn til transaktionsbaserede benchmarks, hvis markederne fortsætter med at bruge Libor i sin nuværende form,« lød det fra Andrew Bailey, da han holdt en tale i Bloombergs hovedkvarter i London.
Libor-renten har indflydelse på alt fra studielån over boliglån og til derivater, og renten er baseret på indberetninger fra de enkelte banker om, hvad de kunne låne til hos andre banker.
Under finanskrisen stoppede bankerne dog med at låne penge til hinanden, så derfor byggede indberetningerne ikke på egentlige transaktioner. Under finanskrisen havde bankerne en interesse i at indberette så lave tal som muligt, da de dermed fremstod stærkere end de reelt var.
Det har dog vist sig, at det ikke kun var for at fremstå stærk, at der blev manipuleret med renten. I august 2015 blev derivattraderen Tom Hayes idømt 14 års fængsel for at have manipuleret med renten i et forsøg på at tjene penge på sine handler med derivater, der byggede på Libor-renten.
Libor-skandalen begyndte at rulle, da den britiske storbank Barclays i juni 2012 indrømmede, at banken havde manipuleret med den vigtige referencerente.
Banken havde samarbejdet med myndighederne, og den slap derfor med en bøde på ca. 2,7 mia. kr. Efterfølgende er JP Morgen, UBS, Royal Bank of Scotland og Deutsche Bank alle blevet idømt bøder for at have manipuleret med Libor-renten, og bøderne er løbet op i mere end 57 mia. kr. i forbindelse med manipulationen.
Efter at skandalen begyndte at rulle, overtog børsen Intercontinental Exchange opgaven med at stille renten fra erhvervs- og interesseorganisationen British Bankers’ Association.


