Fortsæt til indhold

Pandora og Bering satser på Sydøstasien

Marketingfirmaet Norbreeze Group hjælper smykke- og urgigant til økonomisk vækst på 7 pct.

Investor
/ritzau/FINANS

Det danske brand- og marketingfirma Norbreeze Group har været hurtig til at rykke og slået dørene op for salg af både Pandoras smykker og Berings ure i Sydøstasien.

Det skriver Børsen.

Norbreeze har hjulpet Pandora og Bering med at åbne butikker i Vietnam, Cambodia og Myanmar, som alle oplever økonomisk vækst på op mod 7 pct. om året.

Da detailsalget samtidig er under pres i de traditionelle markeder som Singapore og Hongkong, giver det mening at søge tidligt ind på de nye jagtmarker.

- Det kan da godt være, det kommer til at tage et par år, før der kommer rigtigt gang i forbruget, så på den led kan man måske godt sige, vi er en anelse for tidligt ude. På den anden side er der en række gevinster ved at være first movers, for det betyder, at vi får tid til at bygge vores brands op og vælge de bedste locations, siger Anders Peters Juel Sauerberg, der sammen med sin hustru driver Norbreeze, til Børsen.

Norbreeze havde tidligere rettighederne til Pandoras salg i Singapore, Filippinerne og Macau, som de siden hen solgte tilbage til moderselskabet for 149 mio. kr. i 2015.

Artiklens emner
Pandora
Bering Time