GN Hearing-topchef: Scenen sat for stærkt andet halvår
Andet kvartal var lidt dårligere end ventet for GN Groups høreapparatdivision, men positive forventninger er på vej til andet halvåret.
Den administrerende direktør for GN Groups høreapparatdivision, GN Hearing, Anders Hedegaard, udtrykker positive forventninger til andet halvår. Det vil selskabets lancering i april af ReSound LiNX 3D blandt andet hjælpe til.
- Det stærke momentum, der er skabt af vores nye produkter, samt den fremragende feedback fra brugerne, sætter scenen for en stærk anden halvdel af 2017, siger Anders Hedegaard i forbindelse med GN Groups regnskab for andet kvartal torsdag.
- Jeg er meget tilfreds med, at vores fortsatte fokus på innovation skaber værdi for vores brugere, så de nu har mulighed for at høre mere, gøre mere og være mere, end de nogensinde troede var muligt, siger han endvidere.
GN Hearing kom lidt dårligere end ventet ud af andet kvartal, især målt på marginen.
Selskabet omsatte i april, maj og juni for 1415 mio. kr. mod ventet 1426 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates. I den tilsvarende periode et år tidligere blev omsætningen 1265 mio. kr. i divisionen.
Driftsresultatet (EBITA) landede på 255 mio. kr. mod ventet 265 mio. kr. og 239 mio. kr. i andet kvartal 2016, mens EBITA-marginen dermed blev 18,0 pct. mod ventet 18,7 pct. blandt analytikerne og 18,9 pct. på den post et år tidligere.
Den organiske vækst i GN Hearing blev i andet kvartal 5 pct. mod ventet 5,1 pct. blandt analytikerne og hele 10 pct. i andet kvartal sidste år.
Både sammenligningstal og estimater er beregnet eksklusive Otometrics, der sidste år blev frasolgt og nu fremgår som ikke fortsættende aktiviteter i GN's bøger.
/ritzau/FINANS