Investorerne har talt: Kåre Schultz er over 20 mia. kr. værd
Han er alle pengene værd, siger en økonom, efter at markedsværdien i Teva Pharmaceutical er braget op.
Der ligger et 20 mia. kr. stort pres på Kåre Schultz, allerede inden han er begyndt i sit nye job som den mægtigste mand i direktionen hos israelske Teva Pharmaceutical.
Godt 20 mia. kr. er nemlig, hvad selskabets markedsværdi er vokset med, siden nyheden slap ud mandag morgen. Efter tre timers handel er selskabets aktiekurs steget over 22 pct. på børsen i New York.
Men er Kåre Schultz så mange milliarder værd?
»Ja, det er han!« lyder den klare besked fra investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.
Teva har befundet sig i en alvorlig og årelang krise, og det er lige præcis en mand som Kåre Schultz, der kan være med til at vende butikken, mener han.
»Teva har brug for en bagstopper. En, der kan formulere en ny strategi, stoppe nedturen og på længere sigt forvandle det til en optur,« siger Per Hansen.
Aktiens voldsomme reaktion er usædvanlig, mener han. En af årsagerne til den kraftige stigning er, at mange store investorer igennem længere tid har solgt sig kort i Teva. Altså satset på en nedtur. Det har været en god forretning, idet kursen er dykket over 60 pct. på blot to år. Nu tør de ikke længere.
»De bliver nervøse. Jeg tror ikke nødvendigvis, at investorerne har det fulde overblik over, hvem Kåre Schultz er. Men de resultater, han har skabt i Lundbeck, har været fuldstændigt vanvittige. Så farma-investorer kan ikke undgå at have stødt på ham,« siger Per Hansen.
Aktionærerne i Lundbeck begræder da også direktørens afgang. I dagens handel dykkede markedsværdien over med over 11 mia. kr. Siden Kåre Schultz kom til Lundbeck efter at være blevet vraget som topchef i Novo Nordisk er kursen på Lundbeck-aktien dog fortsat oppe med 170 pct.
Og Lundbeck-aktionærerne er ikke de eneste tabere i dag, mener Per Hansen.
»Jeg vil tro, de ærgrer sig hos Novo Nordisk. Og hvis de ikke gør, er de ikke gjort af det rigtige stof. Så er man simpelthen ikke værdig til at sidde i bestyrelsen,« siger han.


