Easyjet meldes interesseret i at købe dele af kriseramte Air Berlin
Det britiske luftfartsselskab Easyjet meldes interesseret i at overtage dele af den kriseramte branchekollega Air Berlin, rapporterer Bloomberg News.
Ifølge det finansielle nyhedsbureau er Easyjet klar til at gå efter de dele af Air Berlin, som den tyske konkurrent Lufthansa ikke ønsker at overtage. Lufthansa har tidligere været rygtet som en interesseret køber af nogle af flyene fra Air Berlin.
Air Berlin, der blev stiftet i 1978, har siden 2008 været plaget af røde tal på bundlinjen og har oparbejdet en gæld på 1,2 mia. euro. Selskabet tabte sidste år alene 780 mio. euro. På grund af situationen arbejder Air Berlins ledelse på at sælge dele af selskabet fra.
Interesserede købere har deadline fredag for at komme med bindende bud på Air Berlin.
En aktie i Easyjet falder fredag middag med 0,3 pct.

