Fortsæt til indhold

Aktiemarkederne buldrer derudaf - men risikoen lurer

Investor
Kerstin Lysholm, chef for alternativer og produktudvikling

Aktiemarkederne buldrer derudaf. Afkast på globale aktier (valutasikret) ligger på ca. 15 procent siden nytår og endnu højere på enkelte markeder, som f.eks. det danske med over 20 procent. Et resultat, som ligger et stykke over de seneste års og også overgår forventningerne i starten af året. Men kan markederne blive ved, eller er det tid til at indstille sig på, at enden på opturen er nær?

Hvad er grundlaget for de seneste stigninger på aktiemarkederne? Aktiemarkederne er blevet støttet af en del forskellige faktorer. Bekymringer omkring geopolitisk risici er faldet, og markederne har manøvreret godt igennem annonceringen af Den amerikanske Centralbanks beslutning om at reducere i deres balance. Markedet er igen begyndt at fokusere på makroøkonomiske faktorer og indtjeningsvækst, samtidig med at ledende globale vækstindikatorer er stigende.

Vi forventer, at den kommende regnskabssæson vil overraske positivt og understøtte de globale aktiemarkeder yderligere. Vi vurderer, at markedet estimerer indtjeningsvæksten for 2018 for lavt, og at vi allerede her i fjerde kvartal ser en opjustering.

Den globale vækst forventes fortsat at blive styrket ind i 2018. Vi ser i øjeblikket en meget kraftig acceleration i ledende vækstindikatorer, og vi forventer, at dette vil medføre en relativ stærk bnp-vækst over de kommende kvartaler. Samtidigt tror vi på et øget fokus på betydningen af skattereformer i USA, som også vil understøtte aktier. Vi forventer dog en mindre effekt, end da Donald Trump vandt præsidentvalget.

Men ser vi lidt længere frem, altså seks-ni måneder, ser markedet mere risikabelt ud. Værdiansættelsen af mange risikoaktiver, ikke bare aktier, er høj. Dette er støttet af centralbankerne, som nu i en årrække har holdt hånden under økonomien ved at støtte markederne med likviditet. Centralbankerne vil dog ikke kunne blive ved. Et scenario er, at inflationen vil tvinge centralbankerne til at forhøje renterne og dermed risikere at presse aktiekurserne ned.

Det er altså afgørende løbende at holde øje med udviklingen på finansmarkederne og tilpasse risikoen i porteføljen, for én ting er sikkert: opturen bliver ikke ved.

Artiklens emner
Kerstin Lysholm