GN Store Nord tjener flere penge end forventet på høretelefoner
GN Store Nord opjusterer forventningerne til sin division for høretelefoner.
Den danske høreapparatskoncern GN Store Nord er torsdag morgen kommet med regnskab for tredje kvartal, som byder på den forventede vækst i omsætningen og driftsindtjeningen.
Men i divisionen for høretelefoner, GN Audio, har man haft en »stærk udvikling år til dato«, og derfor opjusteres forventningerne til organiske vækst for divisionen i 2017.
GN Audios topchef, René Svendsen-Tune, er da også meget godt tilfreds.
»Jeg er meget glad for at se, at vores hårde arbejde endnu en gang har resulteret i kraftig vækst i omsætningen – som overgår det ambitiøse mål, vi satte i begyndelsen af året - og i en stærk stigning i indtjeningen,« siger han i forbindelse med kvartalsregnskabet.
Mens forventningerne blev opjusteret til GN Audio, fastholdes forventningerne til høreapparatsdivisionen GN Hearing, fremgår det af kvartalsregnskabet.


