USA/middag: Aktier går i minus
De amerikanske aktier lagde ellers onsdag morgen ud med plusser i størrelsesordenen 0,3 til 0,8 pct. med Nasdaq-aktierne i top, men stemningen er omkring frokosttid vendt rundt, så kun teknologibørsen holder sig i plus.
Apples solide regnskab og en ellers stærk jobrapport fra ADP overskygges af, at Trump-administrationen overvejer, at den foreslåede told på 10 pct. på kinesiske importvarer for 200 mia. dollar skal løftes yderligere til 25 pct. Tirsdag var der ellers forlydender om, at USA og Kina var på vej tilbage til forhandlingsbordet.
Det brede S&P 500-indeks, som ellers var oppe med 0,3 pct., ligger kl. 12:20, amerikansk østkysttid, i minus med næsten 0,2 pct., mens Dow Jones mister 0,3 pct. Nasdaq er derimod oppe med 0,2 pct.
INDUSTRI I BUND - TEK I TOP
Vendingen i markedet er trukket af fald til især industrisektoren, som også var en af hovedkræfterne bag stigningerne tirsdag, da handelsnyhederne var positive. Industriaktierne falder i S&P 500 med 1,1 pct., mens energiselskaberne falder yderligere med 1,8 pct., da olieprisen i USA mister terræn med 1,7 pct.
Blandt industriaktierne falder Caterpillar med 3,4 pct., mens 3M mister 2,0 pct. Boeing er i minus med 0,9 pct. De tre er med til også at trække ned i Dow Jones. Udover det falder General Electric med 2,6 pct.
For energiaktiernes vedkommende daler Exxon Mobil med 1,5 pct., mens Chevron taber 1,2 pct.
I toppen af sektorerne finder man derimod teknologiaktierne med et plus på 0,7 pct. Apples solide regnskab for andet kvartal belønnes med en stigning på 5,0 pct., og det trækker hele sektoren opad.
APPLE TÆT PÅ 1000 MIA DOLLAR
Apple leverede tirsdag aften et stærkt regnskab, hvor både indtjening og omsætning overraskede positivt, blandt andet trukket af en højere gennemsnitspris for iPhonen og en vækst i salget af services og wearables, ligesom koncernen har stærke forventninger til fjerde kvartal.
Onsdag stigning til 199,86 dollar betyder, at Apple nærmer en markedsværdi på 1000 mia. dollar. Passeres milepælen - markedsværdien ligger nu på 971 mia. dollar - vil Apple være det første selskab nogensinde, der har en markedsværdi på over 1 billion dollar.
Den seneste lukkerekord i Apple er fra den 25. juli og hedder 194,82 dollar.
Apple er mest stigende aktie i S&P 500 onsdag.
I top finder man også sygekassen Humana, der overgik analytikerforventningerne og stiger 3,1 pct. på sit kvartalsregnskab.
I bunden af S& P 500 er derimod Hanesbrands, der i sit regnskab ellers lever op til forventningerne, også med prognosen for helåret, men meldingen om, at dagligvarekæden Target ikke vil forlænge sin eksklusivaftale for mærket "C9 by Champion", når den udløber til januar 2020, sænker aktien med 18,9 pct. Aftalen har en årlig værdi på cirka 380 mio. dollar.
Uden for S&P er der også dramatik for Diebold Nixdorf, der udbyder ydelser inden for betalingsservice til detailsektoren. Selskabet falder op mod 37 pct. efter et skuffende regnskab.


