Fortsæt til indhold

NKT-aktien i voldsomt fald efter »katastrofe«-regnskab

Den danske industrivirksomheds aktie falder over 20 pct. efter et dystert kvartalsregnskab og afsked med sin topchef.

Aktier

Industrikæmpen NKT er på vej mod én af sine værste dage nogensinde på fondsbørsen i København.

Det står klart kort efter, at børsen åbnede for aktiehandlen.

Således var NKT-aktien faldet med mere end 20 pct. kl. 9.05 og er nu nede med tæt på 70 pct. for året.

Aktiefaldet sker efter, at NKT fredag morgen øjeblikkeligt sagde farvel til sin topchef, Michael Hedegaard Lyng, og samtidig præsenterede et dystert kvartalsregnskab.

Faktisk et kvartalsregnskab, der af investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet blev betegnet som en katastrofe.

Regnskabet bød på en faldende omsætning og indtjening. Det dystre lå dog især i, at forventningen til indtjeningen i 2018 blev nedjusteret, og at den vil falde endnu mere markant falde i 2019.

»Samlet set var vores finansielle resultater i 3. kvartal 2018 som forventet. Som følge af eksterne uventede omstændigheder har vi imidlertid sænket vores finansielle forventninger til 2018 i NKT,« sagde Roland M. Andersen, finansdirektør og nu konstitueret topchef i NKT, i forbindelse med kvartalsregnskabet fredag morgen.

Artiklens emner
NKT
Michael Hedegaard Lyng