Fortsæt til indhold

Paypal opjusterede indtjeningsforventninger - men aktien faldt

Aktier
/ritzau/FINANS

Den amerikanske betalingskoncern Paypal havde bedre gang i forretningen i årets andet kvartal end ventet, og det får også selskabet til at løfte forventningerne til indtjeningen for hele året. Omvendt nedjusteredess forventningerne til omsætningen.

Det fik investorerne til at sende Paypal-aktien ned med 4,1 pct. i det amerikanske eftermarked onsdag.

I andet kvartal voksede den justerede indtjening per aktie til 86 cent fra 58 cent i samme periode året forinden, fremgår det af selskabets regnskab, der er blevet offentliggjort onsdag efter amerikansk børslukketid.

Fremgangen var stærkere, end analytikerne havde regnet med forud for regnskabet. Ifølge Bloomberg News havde de nemlig estimeret en indtjening på 69 cent i kvartalet.

Samtidig skruer Paypal også op for forventningerne til hele 2019, og betalingskoncernen regner nu med at kunne fremvise en justeret indtjening per aktie i niveauet 3,12 til 3,17 dollar, når året er gået.

Tidligere ventede det amerikanske selskab en indtjening i niveauet 2,94 til 3,01 dollar, og analytikerne havde forventet en indtjening på 2,99 dollar per aktie for hele året.

Når det kommer til omsætningen, er det en anden historie for Paypal. I andet kvartal voksede nettoomsætningen med 12 pct. til 4,31 mia. dollar, og det var helt på linje med analytikernes forventninger.

Omsætningen resten af året ser dog ud til at ville være svagere end ventet. I hvert fald har betalingskoncernen i onsdagens regnskab barberet forventningerne til toplinjen, og for hele året regner Paypal nu med at omsætte for mellem 17,60 mia. og 17,80 mia. dollar.

Tidligere regnede selskabet med at kunne fremvise en omsætning i niveauet 17,85 mia. til 18,1 mia. dollar for hele året, ligesom analytikerne havde sat næsen op efter en omsætning på 17,92 mia. dollar for helåret.

Artiklens emner
PayPal