Fortsæt til indhold

USA/tendens: Tesla står til plus i marked på rekordkurs

Aktier
/ritzau/FINANS

Det ser ud til, at de amerikanske aktier vil fortsatte den positive stemning fra 2. juledag, når markedet åbner fredag, hvilket kan resultere i en yderligere udbygning af lukkerekorderne for de ledende aktieindeks.

Futures for de tre ledende indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, peger inden børsåbning op med 0,2-0,4 pct., og det kan betyde lukkerekorder, hvis det bliver facit for dagen. De nåede nemlig alle tre torsdag det højeste niveau nogensinde.

Det brede S&P 500-indeks steg 0,5 pct. og er nu steget med over 29 pct. i løbet af året, mens Nasdaq-indekset efter en stigning på 0,8 pct. for første gang brød igennem niveauet 9000. Dow Jones-indekset steg torsdag 0,4 pct.

Med til at forlænge den gode stemning er blandt andet en fortsat optimisme om handelsforholdet mellem USA og Kina og opmuntrende data for industrisektoren i Kina, hvor indtjeningen i november tog det største spring i otte måneder, skriver Reuters.

Blandt enkeltaktierne kan der fredag komme fokus på Tesla, der stiger 1,2 pct. i formarkedet til 436,10 dollar og derfor ser ud til at skulle lægge yderligere til lukkerekorden, der blev sat så sent som torsdag.

Den positive stemning kommer, efter elbilproducenten fredag ifølge Bloomberg News har kunnet fortælle, at selskabet vil begynde at levere de første Model 3-biler, der er produceret i Kina, til sine ansatte.

I fredagens handel kan der også komme fokus på Amazon, der torsdag ved med til trække op i Nasdaq-indekset. Her steg aktien 4,5 pct. til 1868,77 dollar, efter at det kunne fortælle om et rekordstort julesalg.

Selskabet oplyste ikke specifikke salgstal, men fortalte, at der var bestilt milliarder af varer hos internetgiganten. Fredag stiger aktien yderligere 0,7 pct. i formarkedet, hvilket kan indikere endnu en positiv handelsdag for selskabet.