USA/åbning: Aktierne holder lige næsen i rekordsporet
De amerikanske aktier åbnede som ventet højere fredag trods en jobrapport, der for december isoleret var lidt til den svage side. Dermed fortsat aktierne på rekordkurs.
Der blev skabt 145.000 job uden for landbruget mod ventet ifølge estimater fra Bloomberg om 160.000. I november blev der skabt 266.000 job.
Fredag godt fem minutter efter åbningen stiger det brede S&P 500-indeks med 0,1 pct. til rekordniveauet 3277,70 indekspoint. Teknologitunge Nasdaq stiger med 0,1 pct. til ny top i 9210,04 point, mens det smalle Dow Jones falder 0,1 pct. til i 28.935,42 indekspoint.
LILLY I OPKØB
Det amerikanske medicinalselskab Eli Lilly har spenderet 1,1 mia. dollar, svarende til cirka 7,4 mia. kr., på køb af biotekvirksomheden Dermira, der har hovedsæde i Californien. Eli Lilly ligger uændret.
Med købet styrker Lilly sin portefølje af produkter til behandling af kroniske hudlidelser, herunder et middel, der er under udvikling i fase 3, som er sidste skridt inden ansøgning om godkendelse til markedsføring.
Købsprisen lyder på 18,75 dollar per aktie. Aktien stiger 4,2 pct. 19,10 dollar. Det er dog en præmie på cirka 86 pct. i forhold til den gennemsnitlige kurs for Dermiras aktie over de seneste 60 handelsdage.
FORLYSTELSESPARK I STYRTDYK
Six Flags Entertainment, der driver forlystelsesparker flere steder, falder ved åbningen 17,7 pct. til 36,01 dollar. Selskabet meldte ud, at omsætningen i fjerde kvartal bliver dårligere end tidligere ventet. Selskabet har også oplyst, at der er udfordringer med udviklingen i selskabets forlystelsesparker i Kina, hvor salget af årskort og salg var lavere end ventet i ferieperioden.
Blandt de mindre selskaber er der bud efter aktierne i Sorrento Therapeutics, der har oplyst, at man har fået et ikke-bindende bud fra en kapitalfond på op til 7 dollar pr. aktie. Aktien stiger med 38,7 pct. til 4,71 dollar. Tidligere har selskabet afvist et bud på 3-5 dollar pr. aktie.
Aclaris Therapeutics stiger med 16,6 pct. til 2,17 dollar, efter at det meldte om et positivt fase 1-resultat med stoffet ATI 450.
Der er også meldt om positive testresultater fra Moderna for vaccinen CMV. Aktien stiger 7,7 pct. til 19,88 dollar.
Derimod skuffede salget hos Portola Pharmaceuticals, og aktien sendes ned med 43,8 pct. til 13,90 dollar. Efter meldingen har finanshuset Oppenheimer sænket kursmålet til 17 dollar fra tidligere 40 dollar.
/ritzau/FINANS