Asien: Amerikansk hjælpepakke sender asiatiske aktier på himmelflugt
De asiatiske aktiemarkeder stiger kraftigt onsdag, hvor begejstringen over den amerikanske hjælpepakke i kølvandet af Federal Reserves løfte om endeløs dollarfinansiering får investorernes arme i vejret.
Massive stigninger på Wall Street tirsdag smittede fra morgenstunden af i de asiatiske markeder, og markedet har fået yderligere fart på efter meddelelsen om, at demokraterne er enedes med Det Hvide Hus om hjælpepakken.
- De japanske aktier er steget på grund af aggressivt køb fra Bank of Japan og pensionskasser i denne uge. Det har fået hedgefonde til at dække deres korte positioner, siger chefstrateg Norihiro Fujito fra Mitsubishi UFJ Morgan Stanley Securities i Tokyo til Reuters.
MSCI's bredeste indeks over Asien-Stillehavet uden for Japan stiger op mod 2 pct.
I Tokyo stiger Nikkei 225-indekset 6,4 pct., og det bredere Topix-indeks øger 5,5 pct.
De kinesiske aktieinvestorer på fastlandet er med på stigningsbølgen. Ifølge Financial Times er det efter forhandlinger om en rentenedsættelse fra den kinesiske centralbanks side.
Shanghai Composite stiger 1,6 pct., og CSI 300-indekset ligger med et plus på 2,0 pct.
Hongkongs Hang Seng-indeks er samtidig positivt med 2,7 pct.
På de øvrige fjernøstlige børser lukker Taiwans Taiex-indeks med et plus på 3,7 pct., Kospi-indekset i Seoul stiger 3,8 pct., og Singapores Strait Times-indeks øger 3,0 pct.
Australiens ASX-indeks lukker med en gevinst på 5,5 pct.
Futures for de store amerikanske aktieindeks indikerer kort før klokken seks en Wall Street-åbning med fald på 0,9-1,7 pct.
Indeks Udvikling (%) Nikkei 225+6,4 Topix+5,5 Hongkongs Hang Seng+2,7 China Shanghai Composite+1,6 China CSI 300+2,0Taiwan Taiex+3,7 Sydkoreas Kospi+3,8 Indiens BSE Sensex+0,4Singapores STI+3,0 Sydney ASX 200+5,5
Indeksværdi klokken 6.05.
