Nike i kurshop efter bedre end ventet kvartalsregnskab
Aktien i sportstøjgiganten Nike steg 15,2 pct. i tirsdagens eftermarked, efter at selskabets regnskabstal for tredje kvartal i finansåret 2019/20 overraskede positivt.
Koncernen fik i perioden en stigning i omsætningen på 5,1 pct. til 10,10 mia. dollar mod ventede 9,57 mia. dollar, mens overskuddet per aktie blev på 53 cent sammenlignet med 68 cent et år tidligere og mod et konsensusestimat på netop 53 cent ifølge Bloomberg News.
Bruttomarginen blev i perioden på 44,3 pct., mens der her var ventet 44,2 pct. hos analytikerne.
Nikes kvartalsregnskab dækker over perioden frem til og med februar. Det er altså i den tidlige del af coronakrisen, hvor kun Kina var hårdt ramt af nedlukning.
Alligevel er tallene opløftende, da tre ud af fire forretninger i Kina blev lukket i februar, og da Nike havde meldt om en "betydelig" påvirkning.
- I en ekstraordinær dynamisk tid er Nikes resultat et vidnesbyrd om vores exceptionelt dybe forbindelse til forbrugerne og det smidige hold verden over.
- Vi ved, at det er i disse tider, at stærke mærkevarer bliver endnu stærkere, siger John Donahoe, topchef i Nike, i kvartalsmeldingen.
- Da vi begynder at se en genåbning i Kina, er ingen bedre positioneret end Nike til at navigere i det nuværende klima.
Nike ventes dog ifølge Bloomberg News stadig at sænke sine forventninger til hele året på grund af nedlukninger i USA og Europa.
Prognosen lød senest på en tocifret vækstrate i den lave ende. Analytikerne på Wall Street regner med en omsætning i hele regnskabsåret på 39,57 mia. dollar - eller en lille stigning på 1,2 pct. på årsbasis.
