Fortsæt til indhold

Mandagens aktier: Mærsk trak mest ned i nervøs start på ugen

Aktier
/ritzau/FINANS

Mærsk, Pandora og ISS var blandt de største tabere i mandagens danske aktiehandel, hvor C25-indekset lukkede 1,5 pct. lavere i 1202,74 og dermed kunne notere den fjerde handelsdag i træk med tilbagegang.

I Paris og Frankfurt var faldene endnu større på 3,1-3,7 pct. ved dansk børslukketid, men de holdt også lukket 1. maj i forbindelse med Arbejdernes internationale kampdag, hvor markedet herhjemme holdt åbent og dykkede 1,2 pct.

- Faldene ser voldsommere ud i resten af Europa mandag, men vi fik jo også en del af nedturen med fredag, hvor det danske marked som et af de få i Europa holdt åbent og var påvirket af frygten for, at krisen mellem USA og Kina blusser op igen, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank.

Han henviser til, at Donald Trump har truet med ny told på kinesiske varer som en straf for coronavirusset.

Bekymringerne for en eskalering af spændingerne er ikke blevet mindre af, at USA's udenrigsminister, Michael Pompeo, søndag sagde, at ”enorme beviser” peger på, at udbruddet af coronavirusset begyndte i et laboratorium i Wuhan, Kina.

En eskalering af handelskonflikten mellem USA og Kina vil være særdeles skidt for et selskab som Mærsk, som i forvejen er hårdt ramt af den økonomiske opbremsning i verdensøkonomien under coronakrisen.

Mærsks B-aktie endte helt i bunden af C25 med et fald på 7,2 pct. til 6124 kr.

SKIDT DAG FOR ISS

I bundregionen lå også ISS med et fald på 5,8 pct. til 94,56 kr. Faldet kan være forstærket af en melding fra franske Sodexo, som ligesom ISS har aktiviteter inden for food-service, der har meldt om en kraftig neddrosling i Frankrig under coronakrisen.

- Sodexo har sendt halvdelen af sine ansatte hjem i Frankrig med lønkompensation, og det er en ret voldsom nedlukning. Aktien i ISS, som tidligere meldte om et fald på 30 pct. inden for food-service, har været ekstremt volatil på det seneste. Det vidner om, at der i øjeblikket er ret stor usikkerhed om, hvordan ISS klarer sig igennem det her, siger Martin Munk.

Med i C25-bunden var også Pandora med et fald på 5,4 pct. til 226,20 kr. forud for smykkekoncernens regnskab for første kvartal tirsdag - et regnskab, der ventes kraftigt påvirket af nedlukkede butikker først i Kina og siden i Europa og USA under coronakrisen.

I toppen af eliteindekset lå GN med en stigning på 0,4 pct. til 298,10 kr. Og Novo Nordisk steg 0,1 pct. til 431,90 kr. forud for onsdagens regnskab for første kvartal, som der er store forventninger til.

- Vi har fra medicinalsektoren generelt set gode regnskaber. Der har været noget opbygning af lagre, som har fremrykket noget salg af medikamenter, og det kunne vi også godt forestille os gælder Novo Nordisk. Så jeg tror, at investorerne ser frem til et godt regnskab på onsdag, siger Martin Munk.

GODT NYT TIL GENMAB

Genmab var også i rampelyset, efter at selskabet fredag kunne fortælle, at selskabets kræftmiddel, Darzalex, der sælges af Johnson & Johnson-ejede Janssen Pharmaceutical, har fået de amerikanske sundhedsmyndigheders godkendelse i en subkutan form.

- Det er en vigtig godkendelse i forhold til at kunne indfri det kæmpe Darzalex-potentiale, som vi i markedet indregner i værdiansættelsen af Genmab. Det her markerer en milepæl i den henseende, siger Søren Løntoft Hansen, der er senioraktieanalytiker hos Sydbank.

Genmab-aktien startede mandag i plus, men den endte 1,5 pct. lavere i 1646 kr.

Carlsberg, der faldt 2,7 pct. til 822,60 kr., fik fået analysenyt fra amerikanske Goldman Sachs, der har løftet anbefalingen af aktien til "køb" fra "neutral".

DSV Panalpina lukkede endvidere 1 pct. lavere i 661,80 kr., selv om Handelsbanken har skruet sin anbefaling af aktien op til "hold" fra "sælg".

Danske Bank blev kigget efter i sømmene hos amerikanske Morgan Stanley. Det mundede ud i et sænket kursmål til 85 kr. fra 109 kr. Mandagen sluttede i 76 kr. efter et fald på 1,9 pct. for Danske Banks aktie.