Europa/middag: Britiske tiltag rammer rejsebranchen på rød dag
Efter en ellers positiv start på mandagens handel er stemningen vendt på de europæiske aktiemarkeder op ad formiddagen. De ledende indeks i Frankrig, Storbritannien og Tyskland ligger efter en positiv åbning med fald på 0,4-1,0 pct. i middagshandlen.
Særlig dårlig er stemning omkring den i forvejen hårdtramte rejsebranche, der er den mest faldende i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks. Sektoren falder 1,5 pct. med lavprisflyselskaberne Easyjet og Ryanair som de store tabere, mens det samlede indeks dykker 0,5 pct.
Søndag lød det fra den britiske premierminister, Boris Johnson, at der snart vil blive indført tiltag, som skal inddæmme smitten med coronavirus, blandt alle flypassagerer, som ankommer til Storbritannien. De vil skulle i fjorten dages karantæne, hvilket ifølge Bloomberg News mandag rammer flyselskaberne, der er eksponeret mod Storbritannien.
Easyjet-aktien dykker 8,2 pct. til 488 pence, mens aktien i Ryanair falder 4,6 pct. til 9,06 euro på børsen i Dublin.
Anderledes positiv er stemningen mandag omkring tyske Wirecard, der gør sig inden for betalingsteknologi. Aktien topper Stoxx 600-indekset med en kursstigning på 7,7 pct. til 90,66 euro.
Stigningen kommer, efter at selskabet fredag aften annoncerede en ny afdeling med fokus på compliance.
Selskabet har været hårdt presset på børsen oven på beskyldninger om regnskabsmæssige uregelmæssigheder, og udmeldingen kan i Bank of Americas optik være med til at dulme investorernes bekymringer, skriver Bloomberg News.

