USA/tendens: Positiv start i vente med fokus på genåbning
De amerikanske aktiefutures indikerer en positiv åbning i størrelsesordenen 0,3 pct. tirsdag, hvor der udover coronapandemien og de spæde optræk til gradvis genåbning af økonomier også er fokus på amerikanske inflationstal.
Tidligere lå futures ellers i minus, efter at Trump-administrationen tog skridt til at blokere for, at en pensionsfond for offentligt ansatte kan investere i kinesiske aktier. Ifølge Reuters understøttes de amerikanske aktiefutures tirsdag dog af en kinesisk melding om, at en række amerikanske produkter undtages gengældelsestariffer.
Derudover er der optimisme i forhold til, at aktiviteten i økonomien vil tage til igen i takt med den gradvise genåbning oven på sundhedskrisen.
FORBRUGERPRISER FALDT I APRIL
Før åbningen er markedsdeltagerne blevet præsenteret for udviklingen i de amerikanske forbrugerpriser i april, og de viste et fald i kerneinflationen på 0,4 pct. på månedsbasis, hvilket er det største fald rapporteret nogensinde. Der var ventet et noget mindre fald på 0,2 pct. i kerneforbrugerpriserne ifølge Bloomberg News.
Det brede S&P 500-indeks lukkede mandag marginale 0,02 pct. højere i 2930,32, efter at dagen ellers var startet negativt efter frygt for en ny bølge virusspredning i lande som Sydkorea, Kina og Tyskland.
Siden fik optimismen dog igen overtaget og sendte indekset i plus, hvilket umiddelbart også ser ud til at holde ved fra tirsdagens begyndelse.
Af selskaber i fokus kan nævnes Tesla, som trodser lokale myndigheder i Californien ved at genoptage arbejdet på en fabrik i delstaten. Det skrev selskabets grundlægger, Elon Musk, i et tweet mandag.
Sundhedsmyndigheden i Alameda County sagde i weekenden, at fabrikken i byen Fremont skulle forblive lukket, så længe restriktioner for at bekæmpe virusudbruddet gælder.
I formarkedet stiger Tesla med 1,8 pct.
CENTRE GENÅBNER
Simon Property Group, som er den største operatør af shoppingcentre i USA, har endvidere meddelt, at det inden for en uge vil have mere end halvdelen af sine mere end 200 shoppingcentre i landet åbne igen.
Det giver positivt spot på selskabets aktie, som i formarkedet stiger godt 10,8 pct.
Der kan onsdag også komme fokus på oliesektoren efter pæne stigninger i oliepriserne. Saudi-Arabien har ifølge Reuters forpligtet sig til en yderligere produktionsnedskæring på 1 mio. tønder om dagen i juni.
De Forenede Arabiske Emirater og Kuwait er samtidig gået med til at skære yderligere samlet 180.000 tønder olie i deres daglige produktion - udover hvad der tidligere er blevet aftale af nedskæringer i en aftale mellem Opec, Rusland og andre olieproducerende lande.
Prisen på en tønde WTI-olie stiger tirsdag 5,6 pct.
Reuters skriver endvidere, at sæsonen for regnskaber for første kvartal ebber ud, idet omkring 440 af selskaberne i S&P 500 nu har aflagt regnskab. Facit indtil videre ifølge tal fra Refinitiv er gennemsnitligt fald i indtjeningen hos de pågældende selskaber på 12,1 pct.
