Tirsdagens aktier: Rekord til Genmab sikrede plus i C25
Et flertal af aktierne i det danske C25-indeks lukkede tirsdag i minus, men indekset endte alligevel 0,3 pct. højere i 1260,15 efter en solid stigning til Genmab og ligeledes plusser til Mærsk og Vestas.
Lundbeck endte derimod i et lille minus efter en ellers initial positiv reaktion efter medicinalkoncernens regnskab for første kvartal før børsåbningen, og blandt sidepapirerne faldt Bang & Olufsen, som vil sælge nye aktier for 400 mio. kr. for at klare sig igennem krisen.
FREMGANG FOR NØGLEPRODUKTER
Efter at være blevet handlet så højt som i 262,90 kr. endte Lundbeck-aktien 0,2 pct. lavere end mandag i 246,50 kr.
Regnskabet for første kvartal var ellers positiv læsning, og Lundbeck fastholdt sine forventninger til 2020.
- Lundbeck leverer med regnskabet varen og bekræfter egentlig, at de har rigtigt godt styr på butikken. Alle deres nøgleprodukter viser fremgang, og de nyder godt af Covid-19-problematikken.
- Men man skal dog også huske på, at aktien op til regnskabet har kørt rigtigt godt, siger senioraktiehandler Christian Thatje fra Sydbank om kursudviklingen.
De foregående fire handelsdage op til regnskabet steg Lundbeck-aktien samlet 5 pct.
BIOTEK GODT KØRENDE
Genmab toppede i eliteindekset med en stigning på 4,2 pct. til 1969 kr., hvilket var fjerde dag i træk med kursrekord i aktien.
Christian Thatje fremhæver, at Genmab nyder godt af et positivt nyhedsflow i øjeblikket, og han hæfter sig også ved, at Zealand Pharma og Bavarian Nordic i samme sektor også var blandt investorernes foretrukne i tirsdagens marked.
Zealand Pharma endte 3,2 pct. højere i 258,80 kr., og Bavarian Nordic lukkede i 188,30 kr. efter en stigning på 6,1 pct.
Mærsk-aktierne leverede også solide bidrag til det danske eliteindeks med stigninger på cirka 1,6-1,8 pct. forud for rederikoncernens regnskab for første kvartal onsdag, og Vestas fortsatte de foregående dages fremgang med et plus på 2,3 pct. til 621,80 kr.
I C25-bunden lå GN derimod med et fald på 3,7 pct. til 338,80 efterfulgt af FLSmidth, som endte 3,4 pct. lavere i 165,05 kr.
Novozymes, som fik sænket anbefalingen hos Credit Suisse til "underperform" fra "outperform", faldt endvidere 0,1 pct. til 350,90 kr.
Blandt sidepapirerne var der fokus på Bang & Olufsen, som vil sælge nye aktier for 400 mio. kr. som modsvar på den økonomiske modvind, udbruddet af coronavirus og de efterfølgende konsekvenser som nedlukningstiltag medfører.
STORE UDFORDRINGER
- Kapitaludvidelsen viser endnu en gang, at de står med nogle store udfordringer, og 400 mio. kr. er ikke småpenge, som de skal ud at hente, siger Christian Thatje.
B&O's bestyrelsesformand, Ole Andersen, lægger da heller ikke skjul på situationens alvor.
- Bang & Olufsen er i en alvorlig situation, hvor vi er nødt til at skaffe nye kapital for at komme igennem den globale Covid-19-krise, siger Ole Andersen.
B&O-aktien faldt med 5,9 pct. til 19 kr.

