Fortsæt til indhold

Europa/lukning: Vodafone løftede telesektor

Aktier
/ritzau/FINANS

En overvejende positiv stemning prægede tirsdag aktiemarkederne i Europa, hvor det franske marked med et fald på 0,2 pct. var en af få undtagelser.

I London og Frankfurt var der derimod stigninger på henholdsvis 1,1 og 0,1 pct., og det brede Stoxx 600-indeks endte 0,3 pct. højere efter fremgang i 10 af 19 sektorer, herunder med et solidt plus til telekommunikation på 2,7 pct.

Stigningen til telekommunikation skyldes i høj grad britiske Vodafone, som bragede i vejret i London med en stigning på 9,2 pct., efter et årsregnskab som til fulde levede op til markedets forventninger.

Vodafone øgede i regnskabsåret kerneindtjeningen med 2,6 pct. til 14,9 mia. euro, men afholder sig på grund af usikkerhed relateret til coronavirus fra at komme med en prognose for indeværende års resultat.

I bunden af Stoxx 600 lå derimod stålvirksomheden Thyssenkrupp med et fald på 15,1 pct., efter at selskabet løftede sløret for massive tab i andet kvartal 2019/20 og varslede endnu større tab i tredje kvartal, hvor coronakrisen har haft et hårdt tag i selskabet.

Der var derimod positivt spot på Deutsche Post efter selskabets regnskab og melding om, at det nu ser tegn på stabilisering i Europa oven på et fald i fragtmængderne efter udbruddet af coronavirus. Logistikkoncernens aktie steg 3,5 pct.

På børsen i Paris faldt biotekselskabet Genfit derimod 66 pct., efter at et forsøg i behandling af fedtlever er slået fejl.