Fortsæt til indhold

Europa/lukning: Cykliske aktiers fremmarch fik en ende

Udviklingen blev vendt på hovedet tirsdag, hvor de cykliske aktier havde det svært, og minusserne fik godt tag i de store europæiske børser.

Aktier
/ritzau/FINANS

Faldene stod i skærende kontrast til tendensen i de seneste børsdage, hvor netop konjunkturfølsomme aktier som bilproducenter og banker er gået som varmt brød.

- Nogle af bevægelserne i går var ret vilde, og vi trækker lidt tilbage, siger Keith Temperton, handler hos Tavira Securities, til Reuters.

Det tyske DAX-indeks lukkede 1,4 pct. lavere, det franske marked tabte 1,5 pct., mens det paneuropæiske Stoxx 600-indeks nøjedes med et fald på 1,2 pct.

British American Tobacco var blandt de ramte aktier og dykkede over 3 pct., efter at tobaksgiganten nedjusterede sine forventninger til salgsvæksten i år.

Der var også tilbagegang i flere af bankerne heriblandt Bank of Ireland og franske Société Générale, der tabte henholdsvis 7,8 pct. og 7,4 pct.

Mandag steg de to banker henholdsvis 7,4 pct. og 5,6 pct., og i sidste uge gik Bank of Ireland frem med næsten 17 pct., mens den franske storbank noterede en gevinst på hele 27 pct.

Østrigs regering reddede mandag Lufthansas datterselskab Austrian Airlines med en økonomisk hjælpepakke, men Lufthansa-aktien tabte ikke desto mindre 0,8 pct. efter pæne stigninger den seneste tid, hvor også andre flyselskaber og rejsebranchen har vundet frem.

I Frankrig faldt Airbus 7,2 pct. tirsdag, hvor den franske regering ellers kom industrien til undsætning med en hjælpepakke til 15 mia. euro.

Artiklens emner
Stoxx 600