Fortsæt til indhold

USA/åbning: Dårligere end ventet privatforbrug presser markederne ned

Aktier
/ritzau/FINANS

De amerikanske aktiemarkeder starter fredagens handel i negativt territorium, til trods for at der i løbet af dagen har været små indikationer på optimisme i markedet.

Det fik tallene for privatforbruget i maj, der landede kort før markedsåbningen, dog sat et stopper for. Tallene viste en stigning i privatforbruget på 8,2 pct., hvilket er en væsentligt forbedring i forhold til sidste måned, der viste et fald på 13,2 pct. Det var dog stadig et stykke under, hvad analytikerne havde ventet, da de havde set en stigning på 9,3 pct. ifølge estimater indsamlet af Bloomberg.

- En ganske kraftig stigning i privatforbruget var ventet, fordi en række højfrekvente forbrugstal har vist fremgang i forbruget. Forbrugsniveauet er dog stadig mere end 11 pct. under niveauet i februar, konstaterer Michael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank, i en kommentar.

Dow Jones falder 0,4 pct. fra start, mens S&P 500 dykker 0,5 pct. Nasdaq klarer sig marginalt bedre, men falder også 0,2 pct.

PRES PÅ BANKER EFTER STRESSTEST

De amerikanske banker dykker fra start, efter at torsdagens optimisme over lempede udlånsregler blev afløst af strikse regler fra den amerikanske centralbank, Fed. Torsdag aften udsendte centralbanken en nye stresstest, hvor der blev sat loft på, hvor meget bankerne kan udbetale i udbytte, og suspenderede alle aktieopkøbsprogrammer.

Det er til trods for, at banksektoren ellers klarede sig godt i den årlige stresstest, fremgik det af en erklæring fra centralbanken.

Men en separat gennemgang af effekterne af udbruddet af coronavirus på økonomien og det finansielle system har afdækket mulige risici, der har efterladt et åbent spørgsmål om de aktuelle udbytters skæbne.

- Mens jeg forventer, at bankerne vil fortsætte med at styre deres investerings- og likviditetsrisici med forsigtighed og med øje for realøkonomien, er der en materiel usikkerhed omkring kurven på den økonomiske genopretning, lød det fra Randal Quarles, vicechef i Fed, i centralbankens erklæring.

Fed har derfor begrænset udbyttet til niveauet i andet kvartal og sagt, at fremtidige udbetalinger vil være begrænset af en formel baseret på den seneste indtjening.

Det efterlader størst risiko hos storbanken Wells Fargo, der i første kvartal leverede et indtjeningsdyk på 89 pct.

Wells Fargo-aktien falder fra start med 4,5 pct., hvorved aktien taber det meste af torsdagens fremgang på 4,8 pct. Investeringsbanken Goldman Sachs dykker med 4,3 pct., og her var torsdagens optur på 4,6 pct.

Bank of America falder 3,4 pct.

NIKE DYKKER PÅ DÅRLIGE TAL

Sportstøjskæmpen Nike kom efter de amerikanske børser lukkede torsdag med overraskende dårlige tal for fjerde kvartal. Her faldt omsætningen med 38 pct. til 6,31 mia. dollar, hvilket er et godt stykke under de ventede 7,38 mia. dollar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg.

Underskuddet for perioden endte på 51 cent per aktie mod et ventet overskud på 10 cent per aktie.

Nike falder 3,1 pct. til 98,20 dollar.

Investorerne er især skuffede, efter at Nike tidligere har fremhævet selskabets evne til at navigere gennem coronakrisen.

I den grønne ende af markederne ligger Carnival Corporation, der er blandt verdens største operatører af krydstogtskibe. Her stiger aktien med 1,3 pct. til trods for fortsat stigende smittetal i en række amerikanske delstater.

Dog trøster investorerne sig med, at der indtil videre ikke har været indikationer på, at økonomien vil blive lukket ned igen.

MICROSOFT VIL LUKKE ALLE FYSISKE BUTIKKER

Kort før markedets åbning annoncerede Microsoft, at selskabet nu vil lukke alle sine fysiske butikker som led i en strategiændring.

Ifølge Bloomberg News vil det koste 450 mio. dollar før skat, der vil blive indregnet i indeværende fjerde regnskabskvartal, der slutter 30. juni.

Det er ikke noget, aktien reagerer synderligt på, og den falder fra start 0,3 pct. til 199,42 dollar.