Fortsæt til indhold

Fredagens aktier: Sur stemning i USA sendte markedet ned - FLS i top

Det var en rolig dag i det danske eliteindeks, C25, der ellers startede ud med en pæn stigning på 0,6 pct. for siden hen at falde i takt med den sure stemning i USA fik fat i markedet.

Aktier
/ritzau/FINANS

I toppen af indekset endte FLSmidth, Simcorp og Royal Unibrew, mens der var halvdrøje hug til bankaktierne efter torsdagens medvind.

C25 lukkede med et fald på 0,6 pct. i 1342,76.

Ifølge Daniel Fabricius, børsmægler i ABG Sundal Collier, var der udover dykket til bankaktierne ingen overordnede tendenser, der gjorde sig gældende i fredagens handel.

- Jeg synes ikke, at man kan sige, at det enten er de defensive eller cykliske aktier, der præger markedet. Overordnet set er det nok bankerne, der falder lidt tilbage. Jeg er dog lidt overrasket over, at USA falder så meget tilbage. Vi holder lidt fast, men det er gået tilbage, efter USA er åbnet, siger Daniel Fabricius.

De amerikanske markeder fik ødelagt stemningen på C25, efter de ledende amerikanske indeks dykkede fra start oven på dårligere end ventet tal for forbrugertilliden og privatforbruget. Samtidig annoncerede guvernøren i Texas, at man vil begynde at indføre coronarestriktioner igen.

Uden for eliteindekset var det en god dag for Bang & Olufsen-aktien, efter selskabet fik solgt alle de godt 81,8 mio. aktier, der for nyligt blev sat til salg med henblik på at polstre selskabet efter en periode med dårlige resultater. 98,9 pct. af udbuddet blev tegnet ved udnyttelse af tegningsretter. Og da efterspørgslen efter restaktierne oversteg det resterende udbud, kunne B&O melde alt udsolgt.

- Aktien har gjort det godt på det sidste taget i betragtning, at der er mange flere udestående aktier nu. Aktien har været meget volatil på det seneste og er meget svær at tolke på kortsigtet. Der er nok en form for lettelse i, at stort set alle har gentegnet, lød det fra André Thormann, analytiker hos ABG Sundal Collier, til Ritzau Finans.

Det samlede bruttoprovenu ved aktiesalget er tidligere blevet oplyst til 409,2 mio. kr. Efter udgifterne ved aktiesalget er betalt, vil der være 356 mio. kr. tilbage til Bang & Olufsen.

B&O-aktien lukkede fredag med en stigning på 7,7 pct. til 13,79 kr. efter et fald på 5,5 pct. torsdag.

I den tunge ende af C25-indekset endte de to bank-aktier Jyske Bank og Danske Bank. Der var dog lidt medvind til bankerne i går, og ifølge Daniel Fabricius kunne det være med til at trække dem lidt ned fredag.

Dermed fulgte de danske bank-aktier også tendensen fra USA, hvor de amerikanske banker faldt stort oven på skærpede regler fra den amerikanske centralbank. Det burde dog ikke have indvirkning på bank-aktierne i Danmark, vurderer Daniel Fabricius.

Danske Bank-aktien faldt fredag 1,8 pct. til 87,04 kr., mens Jyske Bank lukkede med et fald på 2,2 pct. til 189,85 kr.

Den resterende bund blev udgjort af Bavarian Nordic, Genmab og Ambu.

Bavarian faldt 3,4 pct. til 188,30, Genmab bakkede 2,7 pct. til 2130, Ambu faldt 1,9 pct. til 215,60 kr. Alle uden selskabsspecifikt nyt.

Fredagens top-aktie var FLSmidth, der lå i spidsen fra start til slut. Aktien indledte dagen med at få løftet sit kursmål med 10 kr. til 220 kr. af JPMorgan. Anbefalingen er stadig "overvægt".

Aktien lukkede med en stigning på 3,3 pct. til 187,80 kr.

Simcorp lukkede næsthøjest med en stigning på 1 pct. til 700 kr. uden selskabsspecifikke nyheder, mens Royal Unibrew endte med en stigning på 0,7 pct. til 554,80.

ISS kom torsdag med en status for april og maj, hvor den organiske vækst endte på minus 12 pct. ISS påpegede, at omsætningen udviklede sig stort set ens i både april og maj - men at sidstnævnte bød på en lille gradvis forbedring. Selskabet regner også med, at overskudsgraden for de første seks måneder af 2020 vil være negativ.

Siden meddelelsen fik ISS skåret sit kursmål til 160 kr. fra 165 kr. hos ABG Sundal Collier. Anbefalingen er stadig "køb".

Aktien faldt fredag med 1,2 pct. til 111,50.