Aktier

USA/åbning: Accelererer kraftigt fra handelsstart

Tilbage efter den lange weekend i anledning af uafhængighedsdagen lørdag og markedslukningen dagen før er aktiebørserne i New York hurtigt oppe i fart fra handelsstart.

Kort efter åbningen ligger de tre ledende amerikanske aktieindeks - det brede S&P 500-indeks, det teknologidominerede Nasdaq-indeks og de tunge aktiers Dow Jones-indeks - med plusser på 1,3-1,6 pct. Og dermed rider de amerikanske børser med på den positive bølge, som indledte ugens aktiehandel i Asien, og som ruller videre over de europæiske markeder.

POSITIVT KINESISK HINT

Handlerne håber ifølge Bloomberg News på en stærk genopretning af økonomien efter trængslerne i anledning af udbredelsen af coronavirus.

Og en leder i den kinesiske finansavis Securities Times bidrager mere konkret til den fortrøstningsfulde stemning. Her lægges der vægt på vigtigheden af at fremme et "sundt" positivt marked efter Covid-19-epidemien, hvilket betegnes som mere essentielt for økonomien end nogensinde.

De kinesiske statsstyrede medier har længe guidet investorerne, når tvivl om retningen har ramt markedet, både gennem at tale aktierne op eller ved forsøg på at køle den overophedede spekulation ned.

- I de seneste uger har kinesiske data været positive. Økonomien er i bevægelse, og det kan løfte globale aktier en smule, mener chefstrateg Seema Shah hos Principal Global Investors ifølge Bloomberg News.

Handlerne tillægger de optimistiske impulser fra øst mere vægt end den fortsat stigende udbredelse af coronavirus i USA.

- Meget få mennesker tror, at der vil kommen en drakonisk nedlukning igen, og ny vaccine hjælper til at reducere bekymringerne, udtaler seniorinvesteringsrådgiver James Athey i Aberdeen fra Standard Investments til Bloomberg News.

FLERE TESTFLYVNINGER FOR BOEING

På selskabsniveau byder ugen for Boeing på flere testflyvningen med Boeings kriseramte 737 Max-fly foretaget af statsansatte piloter og besætninger fra hele verden for at tjekke kontrolsystemerne. Markedet ser positivt på testflyvningerne og løfter flyaktien 1,5 pct. i den indledende handel.

Der også opmærksomhed til de store teknologiaktier som Googles Alphabet, Amazon og Facebook, som er i risiko for øget regulering i EU for at hindre påståede konkurrencehæmmende aktiviteter, gennemtvinge højere skattebetaling og sikre større ansvarlighed i forhold til illegalt indhold på deres platforme.

Alligevel er der i de første handler plus på 1,3 pct. til Alphabet, på 0,1 pct. til Facebook og fremgang på 1,7 pct. til Amazon.

PLUS TIL BUFFETT

Omvendt ligger aktierne i forsyningsselskaberne Duke Energy og Dominion Energy henholdsvis 0,5 pct. og 2,5 pct. lavere, efter at de har lukket ned for projektet Atlantic Coast Pipeline på grund af fortsat miljømodstand mod transport af fossilt brændstof. Den 8 mia. dollar dyre rørledning skulle transportere naturgas 600 miles gennem West Virginia, Virginia og North Carolina.

Samtidig er der plus til Warren Buffetts investeringsselskab, Berkshire Hathaway, på 1,9 pct. efter meddelsen om, at selskabet har opkøbt alle Dominion Energys aktiviteter inden for transport og oplagring af naturgas. Aktiviteterne omfatter blandt andet 7700 miles transmissionslinjer.

Kort efter åbningen af mandagens amerikanske aktiemarked kan handlerne i øvrigt vente friske tal for de amerikanske konjunkturindikatorer PMI og ISM for service. Den endelige PMI-indikator for juni ventes ifølge Bloomberg at stige til 47,0 fra 46,7, og ISM fra Institute for Supply Management ventes at stige til 50,0 fra 45,4 i maj.

Freeport Mcmoran kommer fra start med en stigning på 4,6 pct., efter at den amerikanske kobber- og guldproducent har leveret foreløbige resultater for andet kvartal, hvor det pointeres, at kobber- og guldsalget ventes at overgå forventningerne i april.

Uber løftes indledningsvist 4,7 pct. Uber bekræfter mandag, at selskabet køber madudbringningsvirksomheden Postmates for 2,65 mia. dollar, efter det har været rygtet i flere uger. Postmates er konkurrent til Ubers egen madservice Uber Eats, hvor man kan bestille færdiglavet restaurantmad til sin adresse.

Læs også
Top job