USA/åbning: Følger Europa og Asien på nedturen
Nedturen er entydig fra handelsstart på de amerikanske aktiemarkeder torsdag, hvor de tre store aktieindeks indleder torsdagens handel med fald.
Det brede S&P 500 taber indledningsvis 0,6 pct., det teknologidominerede Nasdaq-indeks viger 1,0 pct., og Dow Jones med de 30 tungeste aktier mister 0,5 pct.
Onsdag lukkede de tre indeks med plusser på 0,6-0,9 pct. efter en negativ start på dagen. Men siden har skuffende kinesiske nøgletal og fornyede bekymringer om spredningen af coronavirus trukket markedet tilbage i det negative spor.
Den negative åbning i New York følger en altovervejende rød udvikling på de asiatiske markeder tidligt torsdag og en sur stemning hen over Europa.
SVAG KINESISK KØBELYST
Kinesiske tal vidnede torsdag morgen om en lille positiv overraskelse i den økonomiske vækst i andet kvartal. Men detailhandlen i juni faldt 1,8 pct. mod en ventet stigning på 0,5 pct., og den negative udvikling bekymrer de globale finansmarkeder.
Op til åbningen fik de amerikanske handlere også data for amerikansk detailhandel, som ifølge Bloomberg News steg 7,5 pct. i juni mod en ventet stigning på 5,0 pct., mens antallet af nytilmeldte ledige i sidste uge faldt marginalt til 1,3 mio. fra 1,31 mio. ugen før.
JOHNSON & JOHNSON SIVER
Før markedsåbningen kom der kvartalstal fra den amerikanske producent af lægemidler Johnson & Johnson, der blandt andet producerer plastre og hovedpinepiller. Medicinalgiganten så i andet kvartal af 2020 indtjeningen falde i forhold til samme kvartal sidste år, da omsætningen i andet kvartal gik tilbage. Men selskabets resultater slog alligevel analytikernes forventninger i et kvartal, hvor Johnson & Johnson kæmpede med effekterne af coronapandemien.
Johnson & Johnson fremlagde for kvartalet et overskud på 3,63 mia. dollar - eller 1,36 dollar per aktie. Det skal sammenlignes med et overskud på 5,61 mia. dollar - eller 2,08 dollar per aktie - i samme kvartal sidste år. Omsætningen faldt 11 pct. i kvartalet til 18,34 mia. dollar fra 20,56 dollar i andet kvartal 2019.
Det var dog ikke så galt som ventet, da analytikerne havde ventet, at omsætningen ville falde til 17,61 mia. dollar i perioden, men aktien falder 0,1 pct. i den indledende handel.
BLANDEDE BANKER
Selskabsmæssigt er der på fjerdedagen i den amerikanske regnskabssæson også opmærksomhed til et par af de helt store banker.
Morgan Stanley har lagt regnskabstal frem. Det justerede resultat per aktie var på 2,04 dollar mod ventede 1,14 dollar ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News. Finansaktien vinder 3,2 pct. kort efter handelsstart.
Bank of America har fremlagt sit kvartalsregnskab med en bedre end ventet indtjening, men også med højere hensættelser til tab på dårlige lån end forudset. Bank of America hensatte over 5 mia. dollar til nedskrivninger, i endnu en periode der var hårdt præget af coronanedlukningen. Aktien taber 1,8 pct. i de første handler.
Banken fik på bundlinjen et overskud på 3,5 mia. dollar, hvilket var mere end en halvering i forhold til samme periode året forinden.
Den justerede indtjening per aktie endte på 0,37 dollar, hvilket var 50 pct. mindre end andet kvartal 2019, men bedre end de 0,25 dollar, som estimater indsamlet af Bloomberg News blandt økonomer ventede. Kollegerne Goldman Sachs, BNY Mellon og Wells Fargo har allerede fremlagt regnskaber med forskelligartede reaktioner.
Det sociale medie Twitter stiger 0,6 pct. trods problemer med hackere, der ifølge Bloomberg News skaffede sig adgang til en række konti for berømtheder, milliardærer og politikere, rapporterer Bloomberg News.
Samtidig ligger computerselskabet Dells hele 13,9 pct. højere i de første handler, efter nyheden om at selskabet måske vil sælge sin 81 pct. store andel i selskabet VMWare.
