Fortsæt til indhold

USA/tendens: Udsigt til blandet åbning med pres på teknologi

Aktier
/ritzau/FINANS

Modsatrettede tendenser præger handlen med futures for de tre toneangivende amerikanske aktieindeks frem mod åbningen af aktiehandlen tirsdag eftermiddag.

For det brede S&P 500-indeks handles futuren 0,2 pct. højere, mens futuren for de tunge aktiers Dow Jones-indeks er i plus med 0,5 pct. Futuren for det teknologidominerede Nasdaq-indeks ligger omvendt 0,2 pct. lavere.

Dermed er der lagt op til en vægelsindet åbning af aktiehandlen i New York.

Den generelle tendens præges af fornyet tiltro til, at Kongressen i Washington vil formå at forhandle sig frem til en aftale om yderligere hjælpepakker til understøttelse af den amerikanske økonomi.

Efter et skuffende udbytte af weekendens forhandlinger har Demokraternes formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, og finansminister Steven Mnuchin ifølge Reuters været i telefonisk kontakt mandag som forberedelse til nye forhandlinger tirsdag.

Dertil har handlerne noteret sig, at præsident Donald Trump er vendt tilbage til Det Hvide Hus fra sygesengen på militærhospitalet Walter Reed Medical Center, men at han ikke har valgt at optræde uden mundbind, om end han opfordrer sine landsmænd til ikke at frygte corona trods over 209.000 amerikanske dødsfald relateret til pandemien.

TEKNOLOGI UNDER OVERVÅGNING

På selskabsniveau lider de store teknologiaktier i Amazon, Apple, Facebook og Google-ejeren, Alphabet, med tilbagegang i formarkedet på 0,6-0,8 pct.

Anledningen er øget regulatorisk opmærksomhed mod teknologigiganterne og deres bestræbelser på at øge deres globale markedsandele samt slet skjulte intentioner i Repræsentanternes Hus om at bryde selskaberne op i mindre enheder.

For biotekaktien Biontech er der i formarkedet tale om et plus på 9,1 pct., efter at de europæiske sundhedsmyndigheder ifølge Reuters har påbegyndt undersøgelse af den covid-19-vaccine, selskabet har udviklet sammen med en amerikanske medicinalgigant Pfizer, hvis aktie stiger 1,1 pct. i formarkedet.

Også inden for medicinalsektoren har Eli Lilly tirsdag præsenteret resultater fra et fase 3-studie med lægemiddelkandiaten Reyvow C-V, der bruges til behandling af migræne.

Studiet viste, at de patienter, der blev doseret med Eli Lillys middel i doserne 100 milligram (mg) og 200 mg havde henholdsvis 3,8 og 7,2 gange så gode muligheder for at opnå smertefrihed inden for to timer af doseringen - sammenlignet med de patienter, der modtog placebo - eller snydemedicin.

Eli Lilly ligger 0,3 pct. højere i formarkedet.