Fortsæt til indhold

USA/åbning: Overvejende negativ stemning trods håb om hjælpepakker

Aktier
/ritzau/FINANS

Fornyet tiltro til, at Kongressen i Washington vil formå at forhandle sig frem til en aftale om yderligere hjælpepakker til understøttelse af den amerikanske økonomi, formår ikke at holde de amerikanske aktiemarkeder fri af en overvejende negativ udvikling fra åbningen af tirsdagens handel i New York.

Indledningsvist falder S&P 500-indekset 0,1 pct., og det teknologidominerede Nasdaq-indeks taber 0,3 pct., mens Dow Jones-indekset stiger 0,2 pct.

Efter et skuffende udbytte af weekendens forhandlinger har Demokraternes formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, og finansminister Steven Mnuchin ifølge Reuters været i telefonisk kontakt mandag som forberedelse til nye forhandlinger tirsdag.

Dertil har handlerne noteret sig, at præsident Donald Trump er vendt tilbage til Det Hvide Hus fra sygesengen på militærhospitalet Walter Reed Medical Center, men at han ikke har valgt at optræde uden mundbind, om end han opfordrer sine landsmænd til ikke at frygte corona trods over 209.000 amerikanske dødsfald relateret til pandemien.

MEDICINAL FREMGANG

På selskabsniveau er der for biotekaktien Biontech tale om et plus på 5,0 pct. i de indledende handler, efter at de europæiske sundhedsmyndigheder ifølge Reuters har påbegyndt undersøgelse af den covid-19-vaccine, selskabet har udviklet sammen med den amerikanske medicinalgigant Pfizer, hvis aktie stiger 0,1 pct. kort efter handelsstart.

Også inden for medicinalsektoren har Eli Lilly tirsdag præsenteret resultater fra et fase 3-studie med lægemiddelkandiaten Reyvow C-V, der bruges til behandling af migræne.

Studiet viste, at de patienter, der blev doseret med Eli Lillys middel i doserne 100 milligram (mg) og 200 mg havde henholdsvis 3,8 og 7,2 gange så gode muligheder for at opnå smertefrihed inden for to timer af doseringen - sammenlignet med de patienter, der modtog placebo - eller snydemedicin.

Eli Lilly ligger 0,7 pct. højere i de første handler.

PRES PÅ TEKNOLOGI

Omvendt lider de store teknologiaktier i Amazon, Apple, Facebook og Google-ejeren, Alphabet, med tilbagegang på 0,3-0,9 pct.

Anledningen er øget regulatorisk opmærksomhed mod teknologigiganterne og deres bestræbelser på at øge deres globale markedsandele samt slet skjulte intentioner i Repræsentanternes Hus om at bryde selskaberne op i mindre enheder.

Det amerikanske borerigselskab Transocean må igen slås for at afværge en konkurs, da en plan, der ellers skulle holde selskabet kørende, kan ende med at tvinge ledelsen til at søge om kreditorbeskyttelse.

Det skriver Bloomberg News.

Det er et stort obligationsswap, hvor provenuet fra salg af obligationer bruges til at betale et andet lån ud, der har fået en række andre kreditorer, heriblandt Whitebox Advisors og verdens største obligationsforvalter, Pimco, til at gøre indsigelse.

Alligevel stiger aktien i selskabet 3,2 pct. i den tidlige handel.