Europa/lukning: Plusser over en kam - BNP Paribas op på regnskab
De europæiske aktier var igen i fremdrift over en bred kam tirsdag, hvor genrejsningen fortsatte oven på tunge aktiekursfald i sidste uge, da kraftige stigninger i nye tilfælde med coronavirus mange steder i Europa og kraftige restriktioner i en række lande sendte chokbølger gennem markedet.
Men i denne uge er fokus vendt mod det amerikanske præsidentvalg tirsdag, flere regnskaber for tredje kvartal, rentemøde hos Federal Reserve og flere tunge nøgletal.
- Lige nu satser markedet på en sejr til Joe Biden (ved det amerikanske præsidentvalg, red.). Under Biden vil den amerikanske økonomi givetvis være mere støttende for aktiemarkeder - en økonomi med flere stimuliprogrammer vil være perfekt for de cykliske sektorer, siger Christian Stocker, aktiestrateg hos Unicredit, til Reuters.
Tirsdag steg de ledende børser, hvor FTSE 100-indekset i London med 2,3 pct., CAC 40 i Paris med 2,4 pct. og det tyske DAX-indeks med 2,5 pct. Stoxx 600-indekset steg 2,3 pct.
Den franske bank BNP Paribas leverede i tredje kvartal bedre handelsresultater end ventet, og samtidig ser coronapandemien indtil nu ikke ud til at have gjort helt så ondt på udlånsbøgerne som frygtet. Aktien steg 6,1 pct.
Knap så godt gik det for kemiselskabet Bayer, der bekræftede nedskrivninger i den høje ende af det tidligere udmeldte interval i forbindelse med retssagerne om ukrudtsmidlet Roundup. Aktien faldt 0,7 pct.







