Aktier/åbning: Mærsk til tops i C25 og Drilling i udbrud
Det danske aktiemarked er fredag åbnet i grønt, hvor Mærsk-aktierne indtager topplaceringen efter et løftet kursmål og fortsatte stigninger til SCFI-rateindekset.
Blandt sidepapirerne holder Maersk Drilling fest efter en oppræcisering af forventningerne.
C25-indekset fortsætter den positive stime med en stigning på 0,5 pct. til 1577,62, hvilket er lidt bedre end i Tyskland, hvor DAX-indekset taber 0,1 pct.
MAERSK DRILLING GIVER BUNDEN AF PROGNOSEN ET LILLE LØFT
Maersk Drilling, der på børsen er kendt som The Drilling Company of 1972, oppræciserer sine forventninger til hele 2020.
Det fremgår af selskabets handelsopdatering for tredje kvartal, der er offentliggjort fredag morgen.
Selskabet venter nu et driftsresultat (EBITDA) før særlige poster på 275-300 mio. dollar mod den tidligere forventning om 250-300 mio. dollar.
Her ventede analytikerne ifølge Bloomberg News 262,4 mio. dollar.
Dermed er der fortsat lagt op til et fald fra driftsoverskuddet på 415 mio. dollar sidste år, og det er især coronakrisen og de kraftigt faldende oliepriser, som har ramt selskabets kunder hårdt.
Efter et hårdt og coronaramt forår er der nu så småt kommet mere gang i markedet for borerigge, som danske Maersk Drilling er leverandør af.
- Vi begynder at se øget markedsaktivitet med mange igangværende tenders og kundedialoger, siger Jørn Madsen, der er administrerende direktør hos Maersk Drilling, i handelsopdateringen for tredje kvartal.
Maersk Drilling-aktien åbner med en stigning på 7,1 pct. i 187,90 kr. Børshuset Arctic har dog skåret sin anbefaling af Drilling til "hold" fra "køb" og sænket kursmålet til 120 kr. fra 206 kr.
MÆRSK OG JYSKE BANK FÅR LØFTEDE KURSMÅL AF JPMORGAN
A.P. Møller - Mærsk får efter onsdagens regnskab og tirsdagens sene opjustering løftet kursmålet til 15.121 kr. fra 12.634 kr. af finanshuset JPMorgan.
Det viser data fra Bloomberg News.
Det amerikanske finanshus gentager den positive anbefaling "overvægt".
Mærsk-investorerne har også fået ratenyt fra Kina, hvor Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotprisen på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over, stiger med 4,4 pct. til 1938,32.
På de tunge ruter mellem Asien og Europa, hvor Mærsk er markedsleder sammen med schweiziske MSC gennem 2M-alliancen, steg prisen med 9,0 pct., eller 136 dollar, til 1644 dollar per tyvefodscontainer (teu).
A.P. Møller - Mærsks B-aktie åbner med en stigning på 2,3 pct. i 11.645 kr.
Jyske Bank har også fået løftet sit kursmål hos JPMorgan, der har hævet til 180 kr. fra 165 kr. Her hedder anbefalingen fortsat ”neutral”, fremgik det torsdag aften af data fra Bloomberg News.
Jyske Bank-aktien stiger 0,6 pct. til 236,60 kr.
UNIBREW SÆNKET TIL ”SÆLG” FRA ”HOLD”
Svenske Handelsbanken har efter tirsdagens regnskab sænket sin anbefaling af Royal Unibrew-aktien til "sælg" fra "hold" med et fastholdt kursmål på 650 kr.
Det fremgår af data fra Bloomberg News.
Unibrew-aktien bliver sendt op med 0,7 pct. i 693,20 kr.
Bioportos kursmål er reduceret til 3,52 kr. fra 3,76 kr. af finanshuset Edison Investment Research. Det viste data fra Bloomberg News torsdag aften.
Bioporto-aktien faldt torsdag med 0,7 pct. til 3,03 kr.
BOOZT HAR FØRSTE DAG PÅ BØRSEN I KØBENHAVN
Boozt har fredag gjort sin entre på fondsbørsen i København, og det sker med en afregningskurs på 105 kr., og i de første handler bliver aktien handlet i 108 kr.
AGAT NEDJUSTERER FORVENTNINGERNE
Agat Ejendomme nedjusterede torsdag aften sine forventninger til koncernresultatet før værdireguleringer, resultat af restaktiviteter og skat.
Forventningerne blev sænket med 10 mio. kr., så resultatet nu ventes at lande på mellem minus 20 og minus 30 mio. kr.
Nedjusteringen sker som følge af, at selskabet har tabt en anlagt sag mod udviklingsselskabet Køge Kyst, der dog er blevet anket. Til gengæld har Agat Ejendomme opnået en rentebesparelse.
Agat Ejendomme taber 2,9 pct. til 2 kr.








