USA/åbning: Pres på humøret - film fra Disney bibringer dog optimisme
Fredagens starter ud i rødt i de første handler. Disney går dog mod strømmen - på grund af mere gang i butikken og flere film på programmet.
S&P 500 falder med 0,4 pct. i den indledende handel, Dow Jones mister 0,3 pct., og Nadsaq taber 0,5pct.
Samlet følger udviklingen torsdagens, hvor det brede S&P 500-indeks faldt 0,1 pct., og Dow Jones-indekset bakkede 0,2 pct. Nasdaq gik dog modsat torsdag og steg 0,5 pct., men også her peger pilen ned fredag.
Det er blandt andet et stigende smittetryk, der sender det gode humør blandt investorerne sydpå.
Christian Mueller-Glissmann, der er chefanalytiker i Goldman Sachs, vurderer over for Bloomberg News, at det er den fortsatte smittestigning og begyndende lockdowns, der presser stemningen:
- Men med vores syn på økonomiens udvikling næste år venter vi ikke en dyb korrektion, men snarere en konsolidering, siger han.
På hjælpepakkefronten løftede den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, torsdag stimulushåbet, da han til Bloomberg News talte om "meget produktive samtaler" onsdag, hvor Repræsentanternes Hus også stemte en midlertidig budgetlov igennem, så den amerikanske regering har penge den næste uges tid.
DAGENS CORONANYT
Pfizer falder med 0,6 pct., på trods af at medicinalsselskabets coronavaccine, der er udviklet i samarbejde med tyske Biontech, har fået et panel bestående af eksterne eksperter til at anbefale nødgodkendelse fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.
Det vurderes, at en godkendelse vil komme meget hurtigt - og at Pfizer allerede fredag eller i weekenden vil kunne påbegynde distributionen af vaccinen i USA.
Den amerikanske regering venter, at 2,9 mio. doser af vaccinen vil være klar til brug i de respektive delstater, straks vaccinen skulle blive godkendt.
MASTERCARD I GEBYRSTORM
Betalingskortgiganten Mastercard risikerer nu at stå over for et retsligt slagsmål om 14 mia. pund i Storbritannien, efter den britiske højesteret har givet et gruppesøgsmål medhold, skriver Bloomberg News.
Sagen startede i 2016 og handler om, at en gruppe på 46 mio. kunder mener, at Mastercard har krævet for høje gebyrer. Sagen kan blive den største af sin slags, skriver Bloomberg.
Næste skridt er, ifølge mediet, at sagen skal tilbage til en særlig domstol, der er specialiseret i denne type sager.
Aktien falder 1,1 pct. i de første handler.
INDIANA JONES LØFTER DISNEY
Aktierne i underholdningskoncernen Walt Disney stiger, efter koncernen torsdag aften kunne fortælle, at den regner med at nå 260 mio. betalende kunder på streamingtjenesten Disney+ i 2024.
Oveni vil nye Star Wars-film og India Jones-film snart være at finde blandt udbuddet.
Disney ligger til et plus på 8 pct. til 166,99 dollar - og det vil være rekord for aktien, hvis retningen holder fredagen igennem. Aktien er næsten fordoblet siden bunden i marts i 85,76 dollar.
Modsat går det for forsikringskæmpen Metlife, der falder med 1,5 pct., efter schweiziske Zurich Insurance er gået med til at betale 3,94 mia. dollar for den amerikanske del af ejendoms- og skadesforsikringen.
BØRSDEBUTANTER I MODVIND
Denne uge har været den store debutantfest på børsen.
Onsdag bød Doordash, USA's største aktør inden for udbringning af mad fra restauranter og cafeer, op til dansk med et plus på 85,8 pct., men aktien satte sig dog torsdag med 1,9 pct.
Fredag falder aktien igen - med 2,5 pct.
Torsdag var det så Airbnbs tur til at gøre sine hoser grønne. Og det lykkedes.
Investorerne rev aktierne væk, og kursen steg med 112,8 pct. til 144,71 dollar mod en udbudskurs på 68 dollar.
Fredag ser det ikke ud til, at rusen har lagt sig. Aktien stiger i de første handler med 2,4 pct. til 148,13 dollar.






