Amerikansk storbank sætter højeste kursmål for Mærsk-aktien
Rederierne har formået at få skabt bedre balance på markedet for containerfragt, og det har overbevist den amerikanske storbank Morgan Stanley om, at løfte sin anbefaling af A.P. Møller-Mærsk til "overvægt" fra "ligevægt".
Kursmålet er 16.800 kr., og dermed det højeste blandt de børshuse, der har indberettet kursmål og anbefalinger til Bloomberg.
Ifølge Morgan Stanley analytikeren Carolina Dores har shippingbranchen vist sig modstandsdygtig over for manglende efterspørgsel ved at fjerne kapacitet fra markedet og derved fastholde niveauet på fragtraterne.
Også tyske Hapag-Lloyd, der fastholdes på "ligevægt", fremhæves i analysen, men Mærsk foretrækkes dog af analytikeren, da rederiet blandt andet har en lavere gæld og højere likviditet.
Carolina Dores venter dog at rederiernes investeringer (CAPEX) vil stige i de kommende år, da branchen står over for mere strikse CO2-krav og målsætninger.





