Fortsæt til indhold

USA/åbning: Apple op på nyt om højere produktion i 2021 i grøn åbning

Aktier
/ritzau/FINANS

Apple hiver stikket hjem i de første handler, efter nyhedsmagasinet Nikkei Asia har skrevet, at koncernen er klar til at producerer 95-96 mio. iPhones i de første seks måneder af 2021.

Samtidig er der udsigt til, at en nedlukning af det amerikanske statsapparat kan undgås - og som rosinen i pølseenden vaccineres amerikanerne mod corona i et højt tempo.

Tirsdag åbner S&P 500 med et plus på 0,8 pct. til indeks 3675,90. Dow Jones stiger med 0,6 pct. til 30.041,00 og Nasdaq lægger fra med et plus på 0,9 pct. til 12.563,56.

Det kommer efter fald til S&P 500-indekset og Dow Jones-indekset 0,4 og 0,6 pct., mens Nasdaq steg med 0,5 pct. mandag.

DET RINGER FOR APPLE

Nikkei Asia skriver, at Apple er klar til at producere omkring 30 pct. flere mobiltelefoner i de første seks måneder af 2021 i forhold til første halvår af 2020.

Det drejer sig om den nyere iPhone 12-model men også den ældre model 11. Samlet skulle Apple have et mål om at producerer op til 230 mio. iPhones til næste år.

Apple stiger med 2,1 pct. til 124,53 dollar i de første

2021-PROGNOSE OG OPKØB FRA ELI LILLY

Tirsdag er der også fokus på Eli Lilly efter opkøb af Prevail Therapeutics.

Den amerikanske medicinalkæmpe har aftalt at købe biotekselskabet Prevail Therapeutics for op til 26,50 dollar per aktie svarende til op til 1 mia. dollar. Det betales med 22,50 dollar i kontanter samt en værdirettighed på op til 4 dollar per aktie i kontanter.

Prevail Therapeutics udvikler genterapier til behandling af patienter med Parkinsons sygdom og neurodegenerative sygdomme.

Prevail Therapeutics stiger med 83,8 pct. til 22.97 dollar i den indledende handel.

Oven i har Eli Lilly justeret sine prognoser for salget og indtjeningen i 2020 lidt op.

Medicinalselskabet venter nu et salg på 24,2-24,7 mia. dollar mod tidligere ventet 23,7-24,2 mia. dollar. Her lød analytikernes forventning på 23,93 mia. dollar. Den ordinære indtjening per aktie ventes i år nu at lande på 7,45-7,65 dollar sammenlignet med tidligere prognose på 7,20-7,40 dollar og mod ventede 7,27 dollar.

Samtidig er der skruet op for dividenden til næste år. Og det kan investorerne godt lide. Aktien stiger med 0,8 pct. i de første handler tirsdag.

MODERNAS VACCINE SIKKER

Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, vurderer som udgangspunkt, at det amerikanske medicinalselskab Modernas vaccine mod coronavirus er effektiv og sikker.

Det fremgår ifølge Bloomberg News af orienteringsdokumenter forud for et møde torsdag den 17. december, hvor uafhængige eksperter skal afgøre, om de kan anbefale en nødgodkendelse af vaccinen.

Aktien i Moderna siger 0,2 pct. til 155,11 dollar. Siden årsskiftet er aktien mere end syvdoblet i værdi fra et niveau lige under 20 dollar.

PHIZER/BIONTECH PÅ VEJ MOD EU-OK

EU er ifølge tyske Bild på vej med godkendelse af vaccinen fra Pfizer/Biontech inden jul. Det sender Pfizer-aktien ned med 1,6 pct., mens Biontechs amerikanske notering stiger 4,6 pct.