Fortsæt til indhold

Aftale med Pfizer skaber kursfest hos amerikansk biotekselskab

Aktier
/ritzau/FINANS

Aktien i biotekselskabet Myovant Sciences stiger i det amerikanske formarked mandag med 20 pct., efter nyheden om at det har indgået et samarbejde med Pfizer om udvikling og kommercialisering af midlet Relugolix, som markedsføres under navnet Orgovyx.

Midlet blev den 18. december godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder i behandlingen af fremskreden prostatakræft, og parterne vil også udvikle en kombinationstablet, hvor midlet indgår, til kvinders sundhed.

Aftalen omfatter i første omgang USA og Canada, men Pfizer har også en option på at kommercialisere Relugolix uden for Nordamerika, bortset fra visse asiatiske lande.

Myovant vil som led i aftalen modtage op til 4,2 mia. dollar, inklusive en upfront-betaling på 650 mio. dollar. Parterne vil tidligt i 2021 begynde en fælles markedsføring af Orgovyx mod fremskreden prostatakræft.

Aktie i Myovant Sciences ligger 20,4 pct. højere i formarkedet, mens Pfizer stiger 0,6 pct.