USA/tendens: Corona-milliarder skubber humøret op - Pfizer-plus igen
En coronahjælpepakke for mia. af dollar ser ud til at skylle en bølge af godt humør ind på de amerikanske aktiemarkeder, når handlen skydes i gang mandag.
Efter nølen en uges tid fra den amerikanske præsident Donald Trumps side, skrev han endelig under på lovforsalget bag hjælpepakken natten til mandag dansk tid.
Og hjælpepakken "kan understøtte både markedet og den amerikanske økonomi", vurderer Suresh Tantia, strateg i Credit Suisse, overfor Bloomberg News.
- Alle byggeklodserne til et forsat markedsrally næste år er der, siger han videre.
Op til åbningen af den sidste handelsuge i 2020 ligger de tre ledende aktieindeks til plusser på 0,5-0,7 pct. Det største tilgår Nasdaq-indekset, hvor futures peger op med 0,73 pct. til 12.798,50, hvilket hurtigt kan tangere rekorden fra den 24. december på 12.804,73.
Juleaftensdag var der halv handelsdag på det amerikanske aktiemarked. Her lukkede Dow Jones-indekset med en stigning på 0,2 pct. til 30.199,9, Nasdaq-indekset steg med 0,2 pct. til rekord, og S&P 500 klarede sig en snert bedre og steg med 0,3 pct. til indeks 3703,1.
DAGENS CORONANYT
Stigningen juleaftensdag kom som ekkoer af, at verdens befolkning nu er begyndt at blive vaccineret mod coronavirus. Og det er blandt andet medicinalselskaberne Pfizer og Biontech, der pumper coronavacciner ud.
Mandag oplyser en talsmand fra EU, at unionen har lagt billet ind på foreløbigt 200 mia. vaccinedoser, som alle vil være leveret til EU-lande i september 2021.
Ud over de 200 mio. doser har EU lagt billet ind på yderligere 100 mio. doser. Mens EU begyndte vaccinationsprogrammer søndag, har USA, Canada og Storbritannien i flere uger vaccineret borgere med Pfizer-vaccinen.
Aktien i Pfizer stiger 0,3 pct. i formarkedet mandag.
LUFTFARTSBRANCHEN SER LYS
Mandag er det blandt andet luftfartsselskaberne, der ser ud til at lette fra åbningen. I coronahjælpepakken er der nemlig afsat penge til lønninger, og her kan den betrængte sektors ansatte se frem til en kontant hjælpende hånd.
Før handlen ringes i gang stiger American Airlines med 2,8 pct., United Airlines og Delta Air Lines siger begge i formarkedet med 2 pct., og Southwest Airlines indikeres til et plus på 1 pct. mandag.
POTENTIALE I DISNEY
Analyseændringer bragte i sidste uge fokus på aktien i Walt Disney, da finanshusene Rosenblatt Securities og Wells Fargo løftede begge deres kursmål for aktien i underholdningskoncernen.
Rosenblatt Securities til 210 dollar fra 155 dollar med en fastholdt købsanbefaling, mens Wells Fargo løftede kursmålet til 201 dollar fra 182 dollar og gentog "overvægt".
Disney-aktien stiger 1,2 pct. til 175,80 dollar i formarkedet mandag.
Mere sløjt gik det for Nikola, der faldt med over 20 pct. i sidste uge, efter at det blandt andet kom frem, at ellastbilproducenten har afbrudt samarbejdet med Republic Services om udviklingen af en skraldebil.
Aktien ser ud til at børste en smule af støvet af sig, når markedet åbner mandag, da den ligger til et plus på 1,4 pct. i formarkedet.






