Aktier

Europa/lukning: Forlænget nedlukning åbnede for defensive aktier

Defensive aktier inden for medicinal og forsyning blev tirsdag vinderne på de europæiske aktiemarkeder på bekostning af de mere cykliske aktier inden for varige forbrugsgoder, ejendom og finans.

Sektorerne roterede i løbet af handelsdagen, i takt med at handlerne blev bekymrede ved udsigten til en forlængelse af nedlukningen af de europæiske økonomier.

Ifølge Reuters er den tyske kansler, Angela Merkel, blevet enig med de regionale ledere om en forlængelse af nedlukningen frem til midten af februar.

Det pressede det brede fælleseuropiske Stoxx 600-indeks ned med 0,2 pct. efter en stigning i den indledende handel på 0,5 pct. I London, Frankfurt og Paris sluttede de toneangivende indeks med fald på 0,1-0,3 pct.

På sektorbasis steg medicinal- og medico-aktierne 1,0 pct., mens forsyning steg 0,4 pct.

Omvendt faldt varige forbrugsgoder, ejendomme og finans 0,5-1,1 pct.

Carl Zeiss Meditec trak en af de den største stigninger i Stoxx 600-indekset på 6,2 pct. Det tyske selskab havde i sit første kvartal haft et driftsoverskud på 73,4 mio. euro ifølge foreløbige tal mod 56,8 mio. euro i samme kvartal året før.

I Schweiz tabte teknologiselskabet Logitech, som producerer teknologi til hjemmearbejdspladser, 5,3 pct. efter en stigning på 8,5 pct. i den indledende handel som kvittering for positivt kvartalsregnskab og opjusterede forventninger. Men aktien har fordoblet sin værdi i løbet af coronakrisen.

Læs også
Top job