Stærk børsdebut til Trustpilot i London
/ritzau/FINANS
Danske Trustpilot har fået en god start som noteret på børsen i London.
Efter salg af aktier til kurs 265 pence under børsnoteringen, hvor der blev rejst 473 mio. pund, steg aktien ved børsdebuten tirsdag morgen til 308,45 pence.
I løbet af dagen er stigningen imidlertid aftaget til 284,50 pence, hvilket er 7,4 pct. over tegningskursen.
Den aktuelle kurs værdisætter selskabet til 1,16 mia. pund svarende til ca. 10 mia. kr.
Trustpilot er blandt forbrugere kendt som en platform med anmeldelser af mange forskellige typer af virksomheder, serviceydelser, events, ferier og lignende.
